Arqana: Flere handler af Mr Ascot og Stall Perlen

Førstedagen af Arqanas October Yearling Sale i Deauville bød på flere køb på vegne af skandinaviske hesteejere. Finn Blichfeldt (Mr Ascot) handlede både alene og sammen med Stall Perlen.


Lot 70 – Mr Ascots hingst efter Zarak. Foto: Zuzanna Lupa.

Gennem sin agent Ghislain Bozos Meridian International fik Finn Blichfeldt i første omgang hammerslag på lot 70, en brun hingst efter Zarak (Dubawi) ud af Frankel-datteren Georgine.

Det er en familie, som Blichfeldt kender udmærket, idet han også ejer Georgines 3-årige søn Clavus (City Light). Clavus stod længe tilmeldt årets Derbyserie i Sverige, men blev i stedet i Frankrig, hvor han hidtil har vundet fire gange som 2- og 3-årig.

Hingståringen, hvis mormor Giofra (Dansili) bl.a. vandt Falmouth Stakes (Gr.1) og Prix d’Harcourt (Gr.2), kostede €115,000.


Lot 159 – Mr Ascot og Stall Perlens hingst efter New Bay. Foto: Zuzanna Lupa.

Et stykke tid senere på dagen gik Mr Ascot og Stall Perlens respektive agenter Bozo og Doyle sammen om hammerslaget på lot 159, som blev købt for €200,000.

Denne gang en søn af Prix du Jockey Club Cup (Gr.1)-vinderen New Bay (Dubawi) og første afkom ud af den tyske Listed-vinder Pessemona (War Command).

Mormoderen Persefona (Montjeu) var Listed-vinder i Tyskland og halvsøster til Prix de Royallieu (Gr.2)-vinderen Sea Of Heartbreak, fra samme familie som bl.a. Ballysax Stakes (Gr.3)-vinderen Puncher Clynch og forrige års vinder af Svealandlöpning, Archie Watsons Washington Heights.

Begge hingste går i træning i Chantilly hos svenske Pia Brandt.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top