fbpx

Appelino triumferede i Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris

Lørdag var Sea The Moon-sønnen Ray’s Moon først over stregen i Dansk St. Leger, og søndag fulgte endnu et af den tyske Derbyvinders afkom op med en storløbstriumf, da Stall Perlens Appelino slog Green Exceed og King Of Ten i Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris.



 

2-årige Appelino, som er første afkom ud af den tidligere championhoppe Appelina (Appel Au Maitre), fik en hård medfart fra start i det 1600 meter lange opgør, men gennem et smart og tappert indvendigt ridt af Jan-Erik Neuroth, skød hingsten til slut forbi Patrick Wahls Green Exceed (Exceed And Excel) og Bent Olsens længe førende King Of Ten (Ten Sovereigns).

Appelino og Jan-Erik Neuroth vinder Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris foran Green Exceed. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Det var fjerde karrierestart for Appelino, som har forbedret sig med stormskridt og denne gang også fik 200 meter ekstra at løbe på i forhold til senest i Breeders’ Trophy Juvenile, hvor han var tæt på at fange Kis (Moohaajim) til slut.

“Vi fik et ordentligt skub ud af startboksen og mistede en masse fart. Da vi ramte opløbet tog jeg chancen indvendigt, for jeg ved at han er hårdfør, og han kæmpede hele vejen ind”, sagde en glad Jan-Erik Neuroth efter nok en storløbssejr i karrierens efterår som jockey.

Appelino og Jan-Erik Neuroth. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Og Wido Neuroth, hvis “farewell tour” også fortsætter ufortrødent, var ikke sen til at hylde både sin søn for et dristigt ridt, men også Appelinos mor Appelina.

“Hun er en af de bedste hopper jeg har trænet, og Appelino har arvet meget fra hende. Han havde brug for mere distance, og det fik han i dag. Han er en blivende Derbyhest, men svaret på om han også kan på dirt får vi først til næste år”, sagde mestertræneren efter løbet.

Appelino og Jan-Erik Neuroth med træner Wido Neuroth. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top