Anden Listed-sejr til Raphael Freire i England

Den tidligere Øvrevoll-træner, Raphael Freire, som nu har licens i privat regi for Kia Joorabchians Amo Racing i Lambourn, sadlede mandag sin anden Listed-vinder på godt fem uger. Denne gang med 2-årige Tuscan Hills, som med næsten fem længder besejrede Juddmonte-favoritten Calla Lagoon i Silver Tankard Stakes på Pontefract.


Raphael Freire. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Night Of Thunder-sønnen, som Amo Racing gav €100,000 for på sidste års Goffs Orby Sale Book 1, startede for anden gang i karrieren og byggede videre på sin sikre maidensejr på Thirsk den 30. august.

Den brune hingst er anmeldt til næste års Irish 2000 Guineas (Gr.1) på The Curragh og gav her brasilianske Freire sin femte sejr siden han kort før årets Royal Ascot fik professionel trænerlicens i England.

Blandt de fem sejre er to af dem altså taget i Listed-sammenhæng – den første kom i hus den 13. september i Doncasters Flying Scotsman Stakes, hvor Wootton Bassett-sønnen Benevento slog Godolphins Symbol Of Honour (Havana Grey) med en halv længde.

I Skandinavien huskes Raphael Freire måske bedst som tidligere træner af Hotline Bling (Cotai Glory).

Freire købte hesten på Tattersalls July Sale, og få måneder senere vandt den brune hingst både Svealandlöpning og Vinterfavoriternas Pris på Bro Park, mens det blev til en andenplads i Norsk Kriterium.

Efter tre starter i Dubai over vinteren sejrede Hotline Bling tre gange på stribe hjemme på Øvrevoll – heriblandt i Norsk 2000 Guineas.

Freire sendte også Hotline Bling til start i Bonhams Thoroughbred Stakes (Gr.3) på Goodwood, hvor det efter en uheldig rejse blev til en femteplads.

I fjor flyttede Raphael Freire permanent til England og fik job som assisterende træner for Dominic Ffrench Davis, inden han selv fik trænerlicens i Lambourn.

Indtil videre har Freire startet 21 heste for Amo Racing i denne sæson.

Raphael Freire med Hotline Bling efter sejren i Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris 2021. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top