fbpx

Stall Perlen investerer i internationale Breeders’-føl

Norske Stall Perlen, der i overlegen stil hjemtog årets ejerchampionat i Sverige, har foruden en række investeringer i både skandinaviske og internationale åringer ligeledes købt tre føl i Tyskland, England og Irland. To af dem er nu anmeldt til den skandinaviske Breeders’ Serie.


Bente Jordanger (til højre) og Wido Neuroth med Stall Perlens nu pensionerede championhoppe Amie Noire. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Bente Jordanger (til højre) og Wido Neuroth med Stall Perlens nu pensionerede championhoppe Amie Noire. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Stall Perlens mangeårige træner, Wido Neuroth, fortæller på sin hjemmeside, at det norske ægtepar Bente og Magne Jordanger igennem Peter og Ross Doyle fik hammerslag på lot 741 på Goffs November Foal Sale. En brun hoppe efter Holy Roman Emperor (Danehill) og ud af Street Cry-datteren China Creek.

China Creek er en vindende helsøster til Listed-placerede Busker, mens hendes ligeledes Listed-placerede halvsøster Bergamask bl.a. er mor til Buratino, som vandt Coventry Stakes (Gr.2) i Royal Ascot og var anden i Gruppe-1-opgøret Middle Park Stakes.

Mormoderen, Adonesque (Sadler’s Wells), er desuden Listed-vinder og halvsøster til den irske 2-årschampion og senere avlshingst Danehill Dancer (Danehill). Se katalogsiden.

På Tattersalls December Foal Sale fik Stall Perlen – også igennem Peter og Ross Doyle – sikret sig et hoppeføl efter Shamardal-sønnen Mukhadram og ud af Act One-datteren Nutkin. Hvis navnet Nutkin lyder bekendt, så er det måske fordi Stall Perlen tidligere på efteråret også købte hoppeføllets halvbror i Newmarket – en hingst efter Lethal Force, som Doyle måtte strække sig til 160,000 guineas for at købe til sine norske kunder.

Nutkin er i øvrigt halvsøster til den tidligere skandinaviske champion og nuværende avlshingst på Bechmann Stud, Pistachio (Unblest). Se katalogsiden.


Endelig har Stall Perlen i en privat handel i Tyskland købt et hingsteføl efter Soldier Hollow (In The Wings) og ud af Hernando-datteren Ticinella. Føllet er dermed halvbror til Stall Perlens 4-årige hoppe Taja (Lord Of England), der vandt fire af sine fem starter som 2-årig, heriblandt både The Heatherwold Cup og Norsk Kriterium på Øvrevoll.

Foruden Taja er føllet også halvbror til den tyske Gruppe-3-vinder Theo Danon (Lord Of England), og til den et år ældre Ticano (Lord Of England), som Fredrik Reuterskiöld på dette års auktion i Baden-Baden købte for 41,000 euro.

Ens for det irske hoppeføl efter Holy Roman Emperor og det tyske efter Soldier Hollow er, at deres fædre er tilmeldt den skandinaviske Breeders’ Serie som løber fra 2-årssæsonen i 2018 til og med 4-årssæsonen i 2020.

Da anmeldelsesfristen for føl udløb i går – 19. december – havde Stall Perlen tilmeldt begge deres nyinvesteringer til serien. “En manøvre vi tidligere har haft held med igennem Hi Finn. Ham købte vi som føl det år hvor faderen High Chaparral var tilmeldt Breeders’-serien, og han vandt som bekendt Breeders’ Prize Classic som 3-årig”, uddyber Wido Neuroth for GalopSport.


Wido Neuroth skriver ydermere denne kommentar (oversat fra engelsk) på sin hjemmeside www.widoneuroth.com om følhandlerne:

“At købe internationale føl til Skandinavien er – efter min mening – en ganske naturlig reaktion på det støt stigende marked for åringer over hele Europa og i Nordamerika. Det er igen – som vi så i årene før den store finanskrise – blevet meget svært at købe internationale åringer som passer til vores “skandinaviske lommer”, og selv om opgaven med at købe føl er mere risikobetonet, så tror jeg, at det er hér vi rent faktisk har chancen for at købe potentielle gruppeløbsheste i årene fremover”.

Også fra dansk side er der de senere år blevet satset mere på internationale følhandler.

Både årets dobbelte Oaks-vinder Elektra Art og den danske Vinterfavorit-vinder Daurehøj Carlras blev importeret til Danmark fra Irland som føl, og i år har bl.a. York Stutteri oprustet yderligere med fire føl – heriblandt en Zoffany-halvsøster til mangemillionæren Bank Of Burden.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top