fbpx

Hallencreutz købte tre åringer på Goffs Open Yearling Sale

Bodil Hallencreutz tilbragte torsdagen på Goffs Open Yearling Sale i Irland, hvor det i alt blev til tre handler til stalden. “Jeg havde ikke købt en eneste ny åring før i dag, men kommer hjem med tre fine hingste”, fortæller hun til GalopSport.


Første handel var lot 157, en fuks hingst efter Thewayyouare ud af den ustartede Shirocco-datter Deya, som selv er halvsøster til Listed-vinderen Dubase (Dubawi) og den Listed-placerede Avante (Shamardal).

Mormoderen, Se Me Va (Bahri) er desuden halvsøster til Gruppe-1-vinderen Asi Siempre, der igen er mor til Breeders’ Cup Juvenile Turf (Gr.1)-triumfatoren Outstrip. Se katalogsiden.


Lidt senere på dagen fik Bodil Hallencreutz hammerslag på lot 221, en brun hingst efter Clodovil ud af den ustartede hoppe Manazella (Celtic Swing).

Manazella er halvsøster til fire vindere og stammer fra samme moderlinje som den tidligere europæiske champion Indian Skimmer samt Gruppe-1-vinderne Missy’s Mirage, Classy Mirage og Touch Of The Blues. Se katalogsiden.


Endelig købte Hallencreutz også lot 292, en brun hingst efter førsteårgangshingsten Society Rock (Rock Of Gibraltar) ud af den vindende Pennekamp-datter Sweet Surrender.

Sweet Surrender er i forvejen mor til fem vindere ud af seks startende afkom, og hun er halvsøster til både Gruppe-2-vinderen Highdown og til Chess Racings fremragende hoppe Mondschein.

Mondschein var Listed-vinder i sin aktive karriere og er i avlen blevet mor til Gruppe-1-placerede Beatrice Aurore, den danske Derbyvinder Sibelius, Bloomers’ Vase (L)-vinderen Ray og Golden Mile (L)-vinderen Vigelegere.

Sidstnævnte er desuden mor til de klassiske vindere Inaya og Sergel. Se katalogsiden.


“Jeg tog egentlig til Irland fordi jeg havde i sinde at købe en hoppeåring, men det endte i stedet med tre hingste. Jeg købte også Let’sgoforit som åring på Goffs, og selvfølgelig håber jeg, at der findes en værdig arvtager til ham blandt nyindkøbene, men realistisk set får jeg aldrig en hest som ham igen”, konkluderer Bodil Hallencreutz, der har 22 heste i træning på Jägersro.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top