Den 1. august 1992 trådte Tom Christensen til som sportschef på Klampenborg Galopbane. Det blev starten på et 22-årigt eventyr, der fik sin afslutning tidligere i juni, hvor Christensen efter to måneder som sygemeldt officielt forlod sin stilling som administrerende direktør.
Forud for ansættelsen på Klampenborg havde Tom Christensen igennem et helt årti rejst mere end 120 dage årligt, og sideløbende leverede han et stort foreningsarbejde for galopsporten på Fyn.
”Fra 1982 til 1992 ejede jeg sammen med min far en eksportforretning, der solgte danske møbler til Mellemøsten. Jeg rejste derfor rundt i lande som Kuwait, Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og Bahrain. Galopsporten havde siden midten af 1960’erne været min helt store passion, så da muligheden for at blive sportschef i Klampenborg pludselig bød sig, kunne jeg ikke sige nej”, beretter Tom Christensen.
Klampenborg havde i årene op til 1992 haft en stor udskiftning af sportschefer, og banens økonomi hang slet ikke sammen.
”Jeg blev ansat under daværende direktør Palle Hviid, som to år forinden også havde ansat Michael Koefoed i sportssekretariatet. I 1995 fik Klampenborg Galopbane og Charlottenlund Travbane en fælles direktør i Sven Pedersen, og sådan fortsatte det de næste fem år”, fortæller Tom.
Alliancen mellem Lunden og Klampenborg blev brudt forud for sæsonen 2001, hvor britiske Henry Deane blev ansat som administrerende direktør for banen.
Håbet var hele tiden, at økonomien kunne blive vendt rundt, og at alternativ tænkning var vejen fremad.
Men heller ikke Henry Deane fik ændret tilbagegangen, og Klampenborgs eksistens var umådelig tæt på at krakelere, før hestesporten i de døende sekunder blev optaget på Tipsnøglen.
Elsass, Elsass og Poulsen
”Det var ingen hemmelighed, at Klampenborg Galopbane i årene fra 1990 til 2001 havde blodrøde regnskaber. Hvert eneste år bød på et kæmpe underskud, og den eneste grund til at banen overlevede var, at trekløveret Nick Elsass, Kim Elsass og Mogens Poulsen holdt skibet oven vande igennem store, private indskud. Skal man tale om taknemmelighed igennem de seneste 20 år inden for dansk galopsport, så er det i særdeleshed disse tre mennesker der fortjener den”, siger Tom Christensen, der i foråret 2002 blev tilbudt det ledige job som administrerende direktør.
”Nå ja, tilbudt og tilbudt… Jeg fik at vide, at grundet den yderst pressede økonomi, ville jobbet som sportschef og administrerende direktør blive slået sammen, så titelændringen betød i bund og grund, at jeg skulle påtage mig en ekstra rolle. Jeg meldte i første omgang ud, at jeg ikke ønskede jobbet – men fik så at vide, at det blev jeg nødt til”, griner Tom.
Den nyudnævnte direktørs første arbejdsopgave var anderledes i forhold til samtlige forgængeres.
Ingen af aktionærerne ville fremtidigt dække så meget som en krone af et underskud, og kravet til Tom Christensens første år i direktørstolen var derfor, at den primære drift skulle være positiv. Både i 2002 og fremadrettet.
Et blodbad af besparelser
”Det blev en kæmpe udfordring. Vi lagde for med at skulle vende et underskud på over to millioner kroner. Det betød et blodbad af besparelser over hele linjen, og jeg startede med at gennemgå alle forsikringer, lejeaftaler, bankaftaler og lønninger – og desværre måtte der som konsekvens også skæres i præmiebudgettet. Kniven blev ført hele vejen rundt”.
Tom Christensen kom ud af sit første år som administrerende direktør med det første positive resultat på den primære drift på Klampenborg i mange år, og driften har aldrig siden været i minus.
”Det store indgreb vi foretog i 2002 fik dannet basis for de næste mange år. Forretningen var nu rettet til og lettere at manøvrere”.
Stabilitet og kontinuitet blev nøgleordene for Klampenborg i kampen for overlevelse, for som Tom udtrykker det: ”Det var ikke særlig glamourøst, men altid efter devisen: ”tæring efter næring”
20% sport
Rollen som administrerende direktør fik unægtelig sendt en stor del af det sportslige arbejde i baggrunden, og Tom Christensen vurderer selv, at han brugte 20% af sin tid som sportschef og resten på sine nye arbejdsområder.
”Hulrummet på sportssiden blev fyldt ud af administrationens damplokomotiv, Michael Koefoed, som til august har været ansat på banen i 24 år. I det hele taget har vi haft et solidt team af trofaste medarbejdere, som alle gjorde deres til, at Klampenborg kom igennem den svære 10-årige periode”.
“Ud over Michael Koefoed har det i administrationen været Gitte Laugesen og på selve banen Søren Bechmann, Niels Erik Thomsen og Ole Nielsen. I de senere år er Allan Arndt, Louise Kane og Johan Rolin kommet til. Navnlig de to sidstnævnte har leveret en stor indsats på de sociale medier, og jeg tildeler netop brugen af de sociale medier en væsentlig årsag til publikumsfremgangen”, forklarer Tom Christensen, der også vil give banens tidligere restauratør, Marienlund, en stor del af fortjenesten.
”Marienlund startede som leverandør, men udviklede sig i løbet af 10 år til en god samarbejdspartner, som ligeledes har en stor andel i publikumsfremgangen, der jo virkelig har taget fart i de sidste 5-6 år”.
”Jeg har i øvrigt været meget glad for mit samarbejde med de siddende bestyrelser, der begge har været meget professionelle i deres tilgang til arbejdet”.
“Til forskel fra en del andre direktører på danske væddeløbsbaner, har jeg nærmest været velsignet derhen, at bestyrelsen ikke har blandet sig i det daglige; men udstukket retningslinjer og målsætninger, som jeg så fik til opgave at føre ud i livet. Igennem de senere år under Peter Rolin, Jens D. Lauritzen og Erik Handschuh, har jeg haft en fantastisk sparring – især omkring markedsføringen, hvor de sociale medier specifikt har været i centrum”.
”Jeg mistede overblikket”
Indtil den 31. januar 2014 kæmpede Klampenborg Galopbane med næb og kløer med de sparsomme midler, der var til rådighed igennem tilskuddet fra Hestesportens Finansieringsfond.
Men med ét blev profilen en anden – Klampenborg blev købt af et dansk/norsk syndikat med fantastiske fremtidsvisioner.
”På få måneder blev Klampenborg en helt ny bane og en anderledes arbejdsplads. Smartere, pænere, ja alle superlativer kan og bør anvendes. I perioden mellem 1. februar og begyndelsen af april mistede jeg overblikket og kunne ikke længere følge med. Det gik så stærkt – stærkere på de tre måneder end de forudgående 22 år tilsammen, og det tog simpelthen ”pippet” fra mig. Jeg mistede overblikket over forretningen som helhed”, siger Tom, der blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress i begyndelsen af april.
Under sygeperioden gjorde Tom Christensen op med sig selv, at han ikke ville komme tilbage til direktørsædet i Klampenborg, og der blev i stedet arbejdet frem imod en tilfredsstillende fratrædelsesordning med selskabet.
”Jeg har ikke sagt farvel til galopsporten. Banens nye ledelse og jeg har fundet en rigtig god løsning, der blandt andet betyder, at jeg kan fortsætte på konsulentbasis med vægten lagt på mine sportslige spidskompetencer”.
“På den måde får jeg en anden indgangsvinkel og et langt mindre ansvar. For det er ikke timeantallet alene der slider én op, det er ansvarsbyrden”.
“Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange nætters ødelagt søvn det er blevet til i situationer hvor der fx skulle tages stilling til aflysning på grund af baneforholdene. Jeg har ofte siddet med diverse vejrstationer flere gange i løbet af en nat for at følge et uvejr, og trænerne på både ”Enghavelyst og ”Dominostalden”, der begge har regnmålere, har været flittige til at rapportere millimeterne, så jeg fik basis for at tage den rigtige beslutning. Dét kommer jeg aldrig til at savne”.
Svendestykket
Spørges Tom Christensen til det største højdepunkt i tiden som sportschef, kommer svaret prompte:
”Scandinavian Open Championship (L) i 1997!”
“Den engelske trio Harbour Dues, Arabian Story og Ela Aristokrati indtog de tre første pladser på en forrygende sommerdag i august med Inchrory på en lidt fjern fjerdeplads”.
“De fire hestes handicap havde en international snitværdi på 109,25 – og det har gjort 97-udgaven af Scandinavian Open til det – formodentligt – bedste væddeløb i Skandinavien nogensinde. Det er jeg allermest stolt af”, lyder det entusiastisk fra Christensen, der også påpeger, at løbet dét år kun havde status som Listed Race, men kvalitetsmæssigt alligevel var på lige fod med Europas mest prestigefulde Gruppe-2-løb, Prix Dollar.
Og man kan heller ikke sige Prix Dollar uden at tænke på Dano-Mast.
”Da Dano-Mast vandt Prix Dollar på Longchamp blev det en af de personligt allerstørste oplevelser nogensinde. Flemming Poulsen trænede ham på Klampenborgs gamle sandbane, og aldrig på græsset. Dano-Mast gik ombord på hestetransporten på Enghavelyst, blev kørt til Paris og vandt Gruppe-2-løbet med flere længder. Han er den bedste hest der har været trænet i Klampenborg”.
Lige så god var Federico ikke, men han er alligevel Tom Christensens personlige favorit.
”Federico var den mest karismatiske hest jeg har oplevet. Han elskede Klampenborg og var ubesejret her både som 2, 3 og 4-årig med ni starter og ni sejre; men vandt aldrig nogen andre steder”.
“Han blev Derbyvinder i 1995 og et år senere besejrede han gæster fra flere steder i Europa i relanceringen af Scandinavian Open Championship (L). Det er også et af de momenter jeg aldrig glemmer”.
Om glæde og sorg
Herefter kommer Tom Christensen på de ting, der har bragt glæde og sorg i årene som sportschef og direktør.
”Det værste der kan ske er, at en hest kommer så alvorligt til skade, at den må aflives. Det er sket 34 gange i løbet af de sidste 22 år, hvilket med sine 0,7 promille af de startende heste er en ekstremt lav frekvens – selv på verdensplan; men hver eneste gang er det noget der virkelig har gjort mig ked af det”.
“I den anden ende af barometeret må jeg nævne da Volmer – i sin 44. start som 6-årig – vandt på Damernes Dag for nogle år siden. Han blev nærmest modtaget som en Derbyvinder i vindercirkelen, og Manuel Santos forstod intet af hvad der skete. Alle, der var på Klampenborg den dag, ved nok hvad jeg mener. Noget andet der har gjort mig glad er, når ejeren af andenhesten i vindercirklen gratulerer vinderen efter et løb. Det giver mig en indre varme og følelse af sportsmanship”.
”Almindelig tilskuer”
Tom Christensen deltog ikke i Klampenborgs storslåede premieredag i slutningen af april. Han fulgte dagen hjemme foran tv-skærmen. Det samme gjorde sig gældende for de næste fire løbsdage, og først 2. pinsedag gik han igennem den nye hovedindgang.
”Jeg havde brug for at trække stikket ud. At se venner og bekendte og få det hele på afstand”.
“Det har gjort mig rigtig godt og givet mig et klarsyn, som ikke var der før”, sammenfatter Klampenborgs tidligere direktør, der på lørdag atter er tilbage på sin gamle arbejdsplads for at opleve Dansk 2000 Guineas – nu som ganske almindelig tilskuer.
