fbpx

Frygtløse Fredrik på toppen af Champions Day

Akkurat som de mange trænerkonkurrenter på forhånd havde frygtet, havde Niels Petersen sit A-Team klar på sekundet søndag eftermidag i Stockholm.


Skandinaviens regerende championtræner efterlod ikke meget til kollegaerne i Black Type-opgørene og vandt både Stockholm Cup International (Gr.3), Nickes Minneslöpning (L) og Täby Open Sprint Championship (L).

To af de meriterende sejre stod norske Nils Petter Gill og den svenske jockey Fredrik Johansson bag.

Først Silver Oceans eminente opvisning i Nickes Minneslöpning (L) over 1600 meter, hvor den mørkebrune vallak førte fra start til mål og overlegent besejrede Luca Brasi/Rafael de Oliveira med to længder.

Derefter fulgte Funinthesand/Robert Havlin og Avon Pearl/Espen Ski, mens de sidste penge tilfaldt Falmouth Bay/Oliver Wilson.

Silver Oceans sejr i Nickes Minneslöpning (L) var 200.000 kroner værd for Nils Petter Gill, som i år har haft en af karrierens allerstørste sæsoner – og der har i forvejen været mange store!

I Stockholm Cup International (Gr.3) hjemtog Gill også førstepræmiens 500.000 kroner, da Without Fear viste sig lige så suveræn som tilbage i juni, hvor han ligeledes på Täby vandt Stockholms Stora Pris (Gr.3).

Dengang var Fredrik Johansson på sidelinjen med en alvorlig nakkeskade, men denne gang var svenskeren genforenet med sin dobbelte Derbyvinder, og parret besejrede med en sikker halvanden længde staldkammeraten Bank Of Burden/Per-Anders Gråberg.

På tredjepladsen fulgte 3-årige Hurricane Red/Elione Chaves, der her måtte indkassere sæsonens første nederlag i fem starter, men han leverede en fremragende indsats i sit første møde med den ældre elite og besejrede fjerdehesten Sir Lando/Robert Havlin med halvanden længde, hvorefter der var yderligere en længde til Bent Olsen-trænede Jubilance/Jacob Johansen, der kunne tage den sidste præmieplads foran Berling/Manuel Martinez.

“Uden Gill stod jeg ikke her. Uden ham var jeg stoppet for længe siden”, sagde Fredrik Johansson allerede efter sejren med Silver Ocean i Nickes Minneslöpning (L).

Johansson rider på fast kontrakt med den gigantiske norske hesteejer, som dog ikke skal gøre sig forhåbninger om at nå Benny Andersson til sokkeholderne når det gælder om at ramme tonerne i skønsang.

Gill skrålede populært i mikrofonen ovenpå Without Fears Cup-triumf, mens tårerne endnu ikke havde forladt hans kinder. Niels Petersen blev efterfølgende opfordret til at synge på sejrspodiet, men valgte klogt at takke nej.



I Täby Open Sprint Championship (L) over 1150 meter fik Niels Petersen-trænede Beat Baby ram på Rune Haugens storfavorit Giant Sandman.

Denne gang blev Per-Anders Gråberg den store i kamp med Fredrik Johansson.

Beat Baby var ikke nær så hurtig fra start som normalt, men alligevel fik han tilkæmpet sig fronten ind i opløbssvinget, og ved indgangen til opløbet havde han allerede sagt farvel og tak til konkurrenterne.

Giant Sandman afsluttede bedste af de øvrige, men var aldrig i nærheden af at true Hege og Atle Walgrens topsprinter på den hurtige græsbane.

Tredjepladsen gik til Alcohuaz/Elione Chaves, der ser ud til at have ramt efterårsformen ovenpå en sommer som nok ikke helt har tilfredsstillet Dr Zawawi.

Førstepræmien i Täby Open Sprint Championship (L) var 200.000 kroner værd for Beat Baby.

Alt i alt indløb Niels Petersens heste mere end 1,2 millioner svenske kroner henover søndagen, og nok engang blev afstanden til de sagesløse konkurrenter øget betragteligt i den skandinaviske trænerliga.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top