fbpx

14 deltagere i Land Rover Svenskt Derby (L)

Der er plads til 15 deltagere i Svenskt Derby (L), men igen i år bliver der ikke fyldt helt op i startboksen til næste søndags millionopgør på Jägersro. 14 heste blev fredag morgen starterklæret i Derbyet, der rides med en samlet præmiesum på mere end 1,7 millioner svenske kroner.


Favoritværdigheden i løbet ligger hos Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Hurricane Red, der også slap godt fra startsporslodtrækningen, og Hurricane Run-sønnen – der rides af brasilianske Elione Chaves – er ikke blevet mindre favorit af at skulle starte fra spor fire.

Lige indenfor sig får Hurricane Red de to engelske gæster – Sir Mark Prescotts Alcaeus/Luke Morris og Karl Burkes London Citizen/Silvestro de Souza. London Citizen er i øvrigt repræsenteret af samme forbindelse som årets engelske Derby-2’er, Libertarian, nemlig danske Hubert Strecker og trænerfruen Elaine Burke.

Lennart Reuterskiöld Jr sadler foruden Hurricane Red også den overlegne svenske Derby Trial-vinder, Be My Award, som får Jacob Johansen på ryggen, og 3’eren fra netop dette opgør, Mr Edge, som rides af Manuel Martinez.

Johan Reuterskiöld er repræsenteret ved IKC Dragon Heart, der får 18-årige Oliver Wilson på ryggen, og den mellemste Reuterskiöld-bror, Fredrik, sadler Mr Ascots Giftorm, som rides af engelske George Baker.

Fredrik Reuterskiöld er i øvrigt den eneste af Reuterskiöld-brødrene som tidligere har smagt Derbysejrens sødme – det er til gengæld sket to gange med henholdsvis Mad Dog Slew og Swing That Cat.

Fra Stockholm kommer Roy Arne Kvisla med Desert Dawn (Espen Ski), der senest blev bortvist fra start i Breeders’ Trophy Mile på Täby.

Norge er alene repræsenteret af Wido Neuroth og Niels Petersen – men de to trænere står til gengæld også for seks af de 14 deltagere.

Neuroth sadler Diamant (Jan-Erik Neuroth) og Mill Marin (Lennart Hammer), mens Niels Petersen sætter sin lid til et firkløver bestående af den danske Derby-vinder Quite A Mission (Per-Anders Gråberg), den svenske Oaks-vinder Whistler (Shane Karlsson), Diana-vinderen Twistedlittlestar (Fredrik Johansson) og Voter-3’eren Over The Ocean (Rafael Schistl).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top