fbpx

Er det Derbyets mest undervurderede?

Galopsport.dk’s læsere har stemt – både i ugerne frem til starterklæringen og siden efter de 15 nøjagtige Derbykandidater blev fundet. Næsten en fjerdedel siger Zarzuela, en lille femtedel holder på Quite A Mission, og 13% siger Captain America.


Falconet. Foto: Burt Seeger.

Herefter følger Koo Koo Sint med otte procent, og først på “femtepladsen” finder vi 2000 Guineas-vinderen Falconet, der har fået syv procent af stemmerne. De sidste 20 år er Dansk Derby fire gange blevet vundet af en Dansk 2000 Guineas-vinder – i 1994 Just Pile It, 1995 Federico, 2001 Cut Champion og senest i 2009 Inchiline.

I 2011 vandt Bent Olsen, Lone Kaj-Nielsen og Jacob Johansen sammen Dansk 2000 Guineas med Cantenac, der siden fulgte op med en tredjeplads bag Tigress Eleven og Alvin i Derbyet.

Falconet har vundet tre af sin karrieres fire starter – alle tre sejre er vundet ganske overlegent, og eneste nederlag var i Vinterfavoritternes Ærespræmie som anden til Koo Koo Sint.

Måske skyldes “stilheden” omkring Falconet, at han ikke har startet siden Dansk 2000 Guineas den 19. maj. Han har heller ikke været ude over længere distance end 1600 meter, og afstamningsmæssigt kan der definitivt sættes et stort spørgsmålstegn ved om han står de 2400 meter i dag.

Til gengæld ser han ud til at være helt uafhængig af baneunderlaget, og i skrivende stund ser græstæppet på Klampenborg ud til at være godt og meget fair for alle. Samtidig besidder han en vis klasse og rides af Jacob Johansen, som allerede har vundet Dansk Derby to gange tidligere med Brown Ale og Master Kid.

Sidstnævnte repræsenterer i øvrigt også nøjagtig samme træner, ejer og opdrætter som Falconet.

Endelig må Falconet også betegnes som det klart bedste kort blandt Bent Olsens fem Derbydeltagere, og Jacob Johansen har på intet tidspunkt været i tvivl om, hvem han skulle vælge i jagten på sin i alt fjerde Derbytriumf på hesteryg.

Ja, der har været stille omkring Falconet. Men det var der også omkring Master Kid for fem år siden. Måske er tiden atter kommet for Bent Olsen, Lone-Kaj Nielsen, Jacob Johansen og Stutteri Hjortebo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top