fbpx

Hurricane Red gav opvisning i Voter

Lennart Reuterskiöld Jr må de næste seks uger bære favoritværdigheden til Svenskt Derby på sine skuldre, efter Hurricane Red lørdag aften blæste sine konkurrenter omkuld i Voterlöpning over 1730 meter på Jägersro.


Under staldens førstejockey, Elione Chaves, overtog Hurricane Red som planlagt kommandoen ind på opløbsstrækningen fra længe førende Over The Ocean/Per-Anders Gråberg, og selv om Fredrik Reuterskiölds Giftorm/Jacob Johansen en overgang kom ganske tæt på, trak Hurricane Red igen fra op mod målstregen og sejrede til slut med halvanden længde.

Førstepræmien i Voterlöpning var 390.600 kroner værd for Stall Zada, og med tanke på at tidligere Voter-vindere som Swing That Cat, Moe Green og senest Bomar også trak sig sejrrigt ud af Svenskt Derby, kommer kredsen bag Hurricane Run-sønnen ikke udenom favoritpresset.

Hurricane Red har endnu aldrig løbet længere end 1730 meter, men der kan alligevel ikke herske tvivl om, at den længere distance blot vil være endnu et plus. Det var samtidig Hurricane Reds tredje sejr på stribe, og han er endnu ubesejret her i 2013 med en præmiesum på over en halv million kroner.

Over The Ocean holdt tredjepladsen i opgøret, og derefter fulgte i rækkefølge Be My Award, IKC Dragon Heart, Diamant, Virgil og Easy Road.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top