fbpx

“Mange kan blive nummer to bag Zarzuela”

Galopsport.dk mødte lørdag eftermiddag Skandinaviens flerdobbelte championjockey, Kim Andersen, under den daglige løbetur i Hjortekær.


Zarzuela. Foto: Burt Seeger.

Og Andersen, der selv nåede at vinde Dansk Derby to gange med Federico og The Khamsin, er ikke i tvivl om udfaldet af det klassiske opgør på Klampenborg i morgen.

“Det vinder Zarzuela. Og bagved ser det ret åbent ud, der er mange der kan blive nummer to”, lyder det bramfrit fra Kim Andersen, som red Zarzuelas mor, Singita, til en fjerdeplads i Dansk Derby for præcis 10 år siden.

“Jeg er klar over, at Søren Jensen har udtalt, at Singita aldrig ville have slået Halfsong på dagen – men var hun ikke brudt ind mod tribunesvinget kort før mål dengang, så havde hun også vundet”, fortsætter den 50-årige tandrasper, der også betegner Zarzuela som en bedre hest end Singita.

“Hun er mere komplet, har det samme blik i øjet og et rigtigt vinderinstinkt. At banen har fået en del regn i løbet af lørdagen bliver også kun en fordel, og det eneste jeg egentlig tror kan fælde hende, er hvis hun får et eller flere stop undervejs. En hest som Quite A Mission er mere rutineret og hårdfør på nuværende tidspunkt, så han vil være bedre til at tackle et rodet løb”.

Quite A Mission er også den Kim Andersen ser som værste konkurrent til Zarzuela, men han nævner i i flæng også Captain America og Koo Koo Sint. “Captain America er uden tvivl en god hest, men det er første gang han løber på Klampenborg. Koo Koo Sint har i mine øjne ikke gjort noget forkert i år og hun vil synes om den ekstra distance”.

“Men Zarzuela kommer som en frisk hest, der hverken har været ude at rejse eller kæmpet i udmattende konkurrence endnu, og det bliver en stor fordel for hende. Hun er mit klare vinderbud”, slutter Kim Andersen, inden han løber videre.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top