fbpx

10 års udelukkelse til Eddie Ahern

Den Newmarket-baserede irske jockey, Eddie Ahern, blev onsdag idømt 10 års udelukkelse af The British Horseracing Association for korruption og brud på flere af organisationens regler.


35-årige Ahern, der igennem årene har gæstet Skandinavien adskillige gange og 2011 vandt St. Leger Stakes (Gr.1) i England, var sigtet for at have videregivet informationer til den tidligere Premier League-fodboldspiller Neil Clement, og for ikke at have varetaget sin chance på ryggen af flere heste i engelske væddeløb i perioden fra 10. september 2010 til 11. februar 2011.

BHA har bl.a. gennemgået Eddie Aherns telefonhistorik og registreret 265 opringninger eller tekstbeskeder til Neil Clement henover perioden. Ifølge Racing Post deltog den tidligere irske championlærling ikke selv i afhøringen.

Eddie Ahern blev første gang introduceret til Skandinavien i begyndelsen af det nye millennium, hvor Wido Neuroth brugte den unge irer som substitut under Fredrik Johanssons skadespause. Ahern vandt i denne periode en lang række af Skandinaviens storløb med topnavne som Shaisa, Pretty Girl og Valley Chapel.

Senere har Eddie Ahern vundet Norsk Derby (L) med Go Go Gadget, Stockholms Stora Pris (Gr.3) og Pokalløb (L) med Peas And Carrots, Vinterfavoriternas Pris med Appel Au Maitre, Skandinavisk Opdrætningsløb med Halløjsa, Derby Milen med Uhadada og flere andre betydningsfulde opgør for skandinaviske trænere.

Ahern var også impliceret i det katastrofale styrt på Stockholms Stora Pris-dagen i 2011, hvor han i sadlen på Sir Lando red ind foran staldkammeraten Touch Of Hawk med få hundrede meter til målstregen og skabte en kædereaktion som desuden gik ud over Moe Green, Aces Star og Peas And Carrots.

Onsdag eftermiddag blev Eddie Ahern kendt skyldig i “race-fixing” sagen, og nogle få timer faldt dommen på 10 års udelukkelse. En udelukkelse der meget vel kan ses som “livstid”, idet Ahern næppe får mulighed for at gøre comeback i sadlen som 45-årig. Jockeyen har mulighed for at anke sagen, hvilket der – igen ifølge Racing Post – er stor sandsynlighed for at han gør.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top