fbpx

Højdramatisk efterspil i Derby Testen

Niels Petersen-trænede Quite A Mission sprang søndag eftermiddag ud af boksen fra Klampenborgs 2200 meter start som dagens største favorit i 15:10. Eishin Dunkirk-sønnen, der både sæsondebuterede og besøgte Klampenborgs græsbane for første gang, så ud til at have store problemer undervejs, og Per-Anders Gråberg måtte allerede rundt opløbssvinget arbejde hårdt for at følge med feltet.


Rossmos Tyson. Foto: Burt Seeger.

Da Quite A Mission endelig ramte det lige stykke gik det til gengæld stærkt, og Derbyfavoritten slugte den ene konkurrent efter den anden op mod målstregen, men en enkelt modstander var for god på dagen – Rune Haugen-trænede Rossmos Tyson. En søn af Rail Link ud af Sadler’s Wells-hoppen Nebola.

Glæden var enorm i vindercirkelen blandt jockey Jacob Johansen, træner Rune Haugen og ejer Morten Christian Mo. Men den blev til gengæld hurtigt afløst af ængstelige miner, da Klampenborg Galopbane blev gjort opmærksom på, at vindende Rossmos Tyson ikke står anmeldt i Dansk Derby – og højst sandsynligt aldrig har gjort det.

Ifølge propositionen til Derby Testen, er løbet forbeholdt “3-årige skandinaviskopdrættede heste, der opretholder engagement i Dansk Derby”. Dette kriterie ser Rossmos Tyson ikke ud til at overholde, men sagen må først undersøges til bunds, før der eventuelt bliver taget beslutning om en diskvalifikation af vinderen.

Rossmos Tyson. Foto: Burt Seeger.

“Efter vi blev gjort opmærksomme på, at Rossmos Tysons navn ikke figurerer på anmeldelseslisten til Dansk Derby, gennemgik jeg sammen med Rune Haugen samtlige anmeldelser til de klassiske løb i vores sportsafdeling. Vi fandt også selve Rune Haugens Derbyanmeldelser, men heller ikke her figurerede Rossmos Tysons navn”, forklarer Klampenborgs direktør, Tom Christensen, til galopsport.dk søndag aften.

“Rune Haugen mener, at idet han fik hesten senere i træning end de andre tilmeldte til Derbyet, har han sendt os en separat anmeldelse på denne hest, men den har vi aldrig modtaget”, siger Tom Christensen videre.

Rune Haugen, der mandag sadler 3-årige Probably i Hannovers Derby Trial (L) i Tyskland, har ifølge Tom Christensen fået 48 timer til at redegøre for anmeldelsen af Rossmos Tyson til Dansk Derby 2013. Hvis ikke han kan fremskaffe dokumentationen, bliver hesten med henvisning til Dansk Galops Væddeløbsreglement diskvalificeret.


Men har Klampenborg Galopbane ikke et ansvar for, at de heste, der stiller op i et løb som Derby Testen, rent faktisk er berettigede til at starte?

“Nej, ifølge Dansk Væddeløbsreglement, er det ene og alene trænerens ansvar, at sørge for at starterklære med fx korrekt vægt, udstyr, jockey og alt andet i henhold til propositionen. Selv om vi i sportsafdelingen har lidt en bitter smag i munden ovenpå denne ærgerlige episode, må jeg henvise til, at Rune Haugen bærer det fulde ansvar for fejlen”, siger Tom Christensen.

Rossmos Tyson, der var slået langt i begge sine to starter som 2-årig i fjor, sæsondebuterede her på Klampenborgs græs og tjente 30.000 kroner ved sejren. Såfremt han diskvalificeres, rykkes Quite A Mission op som vinder af løbet.

Derby Testen har den funktion, at vinderen automatisk får en direkte adgangsbillet til Dansk Derby. Lige bag Quite A Mission fulgte Bent Olsen-trænede Go On Direction/Louis-Philippe Beuzelin og Rossmos Tysons staldkammerat, Ares/Rafael Schistl, mens de sidste præmiepenge tilfaldt Rockyto/Marcos Robaldo.

Sagen omkring Rossmos Tysons sejr i Derby Testen forventes afgjort tirsdag eftermiddag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top