fbpx

Castro købte fire føl på samme dag

Træner Francisco Castro beholdt hænderne i lommen på førstedagen af Goffs November Foal Sale i Irland, men til gengæld var han ivrig byder i ringen henover tirsdagen, hvor han samlet fik hammerslag på fire føl.


Ud af søster til Binary File

Dyreste lot blev nummer 372, en brun hoppe efter den 3-dobbelte Gruppe-1-vinder, Champs Elysees (Danehill), og ud af Aptitude-datteren Aptina. Ustartede Aptina er selv halvsøster til den skandinaviske championvæddeløber og nuværende succesrige avlshingst, Binary File, samt til Binche, der er blevet mor til de to Gruppe-1-vindere Proviso og Byword.

Aptina er i forvejen mor til den 4-årige vinder Finn’s Rainbow (Iffraaj). Hoppeføllet gik for 6,000 euro til Castro, der på samme salg tidligere blandt andet købte den senere Derbyvinder og millionær, Moe Green, for blot 4,000 euro.

Francisco Castro købte også lot 281, en brun hingst efter Moss Vale – Riverbank (Barathea) for 2,500 euro. Hingsten blev købt i kommission for danske Niels Mathiasson.

Senere erhvervede Castro sig lot 329, en brun hoppe efter Papal Bill (Monteu) og Tabasco Cat-datteren Thaisy. Thaisy har kun haft et enkelt tidligere afkom til start i form af 3-årsvinderen Ice Box (Pivotal). Selv er Thaisy halvsøster til de to Gruppe-3-vindende avlshingste Fruits Of Love og Mujadil, og fra samme moderlinje som bl.a. Prix de l’Abbaye (Gr.1)-vinderen Kistena. Også dette føl kostede 2,500 euro.

Endnu billigere blev lot 342, en brun hingst efter Amadeus Wolf (Mozart) og Gulch-hoppen Under Fire, der blev sikret for minimumsbuddet 1,000 euro. Føllet er halvbror til fire vindere ud af fem startende i USA og Canada, og moderen Under Fire er søster til Stakes vindere som Incinerate, Fan The Flame og Pagofire.

Goffs November Foal Sale fortsætter både onsdag og torsdag, efterfulgt af Goffs November Yearling Sale torsdag aften, samt endelig auktionen over avlshopper på fredag og lørdag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top