fbpx

Fourtimer og sejr nummer 100!

17-årige Oliver Wilson cementerede lørdag eftermiddag sit jockeychampionat på Klampenborg, da han med fire vindere nåede op på imponerende 26 sejre fordelt på 20 løbsdage.


Tre af Wilsons sejre blev vundet på ryggen af Søren Jensen-trænede heste, og da han i Seven Furlong Handicap vandt med Lone Bagers 4-årige Nobel Penang, var det samtidig hans triumf nummer 100 i kometkarrieren.


Rightquest Carlras. Foto: Burt Seeger.

Vandt begge maidenløb

Oliver Wilson vandt begge dagens udgaver af Beierholm 2-års Maiden Serien for sin arbejdsgiver Søren Jensen.

Der blev lagt ud i afdeling A over 1300 meter, hvor den fukse hingst Rightquest Carlras ovenpå sin klart godkendte debut den 29. september, kunne følge op med en sikker sejr over 1300 meter.

Rightquest Carlras, der kostede 340.000 på Dansk Galops Åringsauktion i fjor, havde fortsat en del længder at hente på de forreste ved indgangen til opløbet, men han trivedes glimrende på det bløde underlag og kunne til slut trække sikkert fra med halvanden længdes afstand til klart forbedrede Antonius Meridius/Anders Bager og Reel Quest/Dina Danekilde. Sidstnævnte tog her sin tredje tredjeplads på stribe.

Vindende Rightquest Carlras ejes af Stald Ras og er opdrættet af Berner Olsen. Han er efter Special Quest og ud af fremragende All Right (Always Fair), der her fik sin syvende vinder ud af otte startende afkom.

Rightquest Carlras er halvbror til prominente navne som Lady Clementine (mor til Derbyvinder Sir Henry og 2-årschampion Silvertown), Auktionsløbs- og Breeders’-vinderen Edge Of Eternity og de storløbsplacerede Sir Spencer og Sir Alexander.


Koo Koo Sint. Foto: Burt Seeger.

Let for Koo Koo Sint

Søren Jensen og Oliver Wilson signerede også næste afdeling af Beierholm 2-års Maiden Serien – denne gang med Stald Seasides fukse hoppe Koo Koo Sint, der i sit livs tredje start var moden til at tage sin første sejr.

Og endda med lethed, for allerede tidligt i opløbet afgjorde Mount Nelson-datteren reelt opgøret med et stærkt ryk, og hun skar målstregen med fem længders afstand til Acey Ducey/Valmir De Azeredo og yderligere mange længder til tredjehesten Baron First/Espen Ski.

Stald Seaside købte Koo Koo Sint privat hos Stutteri Hjortebo inden åringsauktionen i fjor, og hoppen er første skandinaviskfødte afkom ud af Sky Classic-datteren Skytrial.

Skytrial var selv en fremragende væddeløber i Canada, hvor hun bl.a. vandt Canadian Handicap (L) og var anden i Dance Smartly Handicap (G2). Inden Skytrial kom til Skandinavien blev hun mor til den amerikanske vinder Cushlamachree, engelske Microlight samt Osorios Trial, der bl.a. vandt løb på Øvrevoll som 3-årig og siden også tog flere sejre i Tyskland.

Koo Koo Sint var femte i sin debut den 11. august, slået med 2½ længde den senere Kriteriumsplacerede Exquest, og senest var hun blot henvist til tredjepladsen med en længde af de talentfulde debutanter Clauses Vibber og Paddington. Førstepræmien i maidenopgøret var 25.000 kroner.


Pro Hunter. Foto: Burt Seeger.

Traditionsrig vandrepræmie til Pro Hunter

Tredje dagssejr for teamet Søren Jensen og Oliver Wilson blev vundet i Hofjuveler Hertz Vandrepræmie over 1600 meter, hvor Stald Seelands 3-årige Pro Hunter ganske enkelt pulveriserede en række ældre handicappere med tre længder.

Pro Hunter slog Plotting og Majestic Eleven, som havde vundet i henholdsvis seneste og forrige start, samt årets Mowerinavinder, Florence Craye, der ligeledes havde stærk form med sig.

Det var årets anden sejr for den billedskønne Academy Award-søn, der i foråret sæsondebuterede ved at vinde med hals foran Another One, og siden fulgte op med en andenplads i Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas bag The Kicker.

Derefter forsvandt formen, og Pro Hunter var både ubesejret i DFDS Seaways Dansk Derby, samt tre udgaver af Breeders’ Serien.

“Han blev kastreret midt i sæsonen, og det tog tid at få ham tilbage på rette vej. Men han gik bedre end resultatet antyder senest i Dansk St. Leger, hvor der blev trykket på knappen for tidligt, og vi havde stor tiltro til ham til dette opgør, hvor han handicapmæssigt startede fem kilo lavere end det tal han fik efter 2000 Guineas”, sagde Carsten Nørgaard, der sammen med hustruen Jonna udgør Stald Seeland.

Pro Hunter har ikke flere store opgaver foran sig i 2012, men til gengæld står han blandt andet i næste års danske Breeders’ Cup, hvor han skal forsøge at gå i sin halvbror Premier Crus fodspor.

Træner Søren Jensen overværede ikke sine tre dagssejre på Klampenborg, idet han var på vej til Stockholm med henblik på Täbys storløbssøndag.


Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Sejr nummer 100 i hus

Da Oliver Wilson cantrede til start på ryggen af Lone Bagers 4-årige Nobel Penang i lørdagens syvende løb, var han godt klar over, at han indenfor de næste minutter ikke alene kunne tage en fantastisk four-timer på Klampenborg, men også at det kunne blive til karrierens sejr nummer 100, siden han vandt sit første og eneste løb som amatørrytter på hesten Action Time på Fyn i juli 2010.

Og som en ægte søn af Cajun Cadet, svævede Nobel Penang henover det dyngvåde græstæppe, og sikrede karrieresejr nummer 100 til Oliver Wilson i overlegen stil foran Saba Rock/Marcos Robaldo og Mr Timberlake/Max Friberg.

Nobel Penang vandt tre gange i sine 11 starter i fjor, men havde endnu sin første trioplacering tilgode i årets syv starter. Sejren i Seven Furlong Handicap indbragte 10.000 kroner til ejer og træner Lone Bager.


Farfar overværede nummer 100

For Oliver Wilson er karrieren gået med syvmileskridt i 2012, og at han nu har rundet 26 vindere på én og samme sæson på Klampenborg er et gigantisk resultat.

Endnu mere specielt for Oliver var det, at hans farfar var kommet fra England til Danmark for at se ham ride.

“Olivers farfar havde aldrig set ham ride en vinder før, så at det skulle blive til fire besøg i vindercirkelen og ende med sejr nummer 100 var en uforglemmelig oplevelse”, sagde Brian Wilson efter løbsdagen til galopsport.dk.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top