fbpx

Tabte mange længder, vandt alligevel

Brian Wilson-trænede Clauses Vibber stod for en fremragende væddeløbsdebut lørdag eftermiddag på Klampenborg.


Clauses Vibber. Foto: Burt Seeger.

Efter en totalt mislykket start, hvor den fukse hoppe tabte adskillige længder, fik hun ved udgangen af opløbssvinget endelig kontakt med feltet, og kunne efter hård opløbskamp vinde Beierholm 2-års Maiden Serien med det mindst mulige foran en anden lovende debutant, Susanne Johansens Paddington.

Clauses Vibber vandt til mere end 28 gange pengene for jockey Martin Rodriguez, og hun er både ejet og opdrættet af Claus Reinhold Andersen.

Netop Claus Reinhold Andersen og træner Brian Wilson stod også bagved hoppens mor, Basiluzzo-datteren Moto-Moonlight, der i 1994 strøg til tops i Dansk Oaks på Klampenborg. Reinhold Andersen ejede endda også Moto-Moonlights mor, Ivory (Whip It Quick).

På trods af sin klassiske Oaks-sejr er det endnu ikke lykkedes for Moto-Moonlight at levere storløbsvaren i avlen, hvor man skal hele 13 år tilbage i tiden for at finde hendes senest fødte afkom der vandt løb.

Det var Feuerbach-sønnen Feuer-Star, der vandt fem gange og opnåede et maximalt handicap på 64.

Men i Clauses Vibber ser Moto-Moonlight ud til, i en alder af 19 år, at have produceret en hest der kan nå langt. Moto-Moonlight døde i øvrigt sidste år, 20 år gammel. Far til Clauses Vibber er allestedsnærværende Special Quest (Rainbow Quest), som ligeledes er far til løbets runner-up, Paddington.

På tredjepladsen i opgøret fulgte Søren Jensen-trænede Koo Koo Sint/Oliver Wilson, der mistede aktionen rundt opløbssvinget og fortsat løb grønt i opløbet. Hende skal der ses op for næste gang!


Mere fra Rodriguez

Jockey Martin Rodriguez havde i særdeleshed en stor dag på Klampenborg.

Udover sejrene med Clauses Vibber i Beierholm 2-års Maiden Serien og Maltho i Niels Overgaard Memorial, vandt argentineren også Athene Handicap over 1800 meter på ryggen af Mikaela Jahreskogs Hidden Secret, som tog sin anden sejr på stribe på Klampenborgs græs.

Alt i alt tre dagssejre til Martin Rodriguez, som klatrede tre pladser op af stigen i kampen om Klampenborgs jockeychampionat, hvor han nu er noteret for otte vindere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top