fbpx

Er japaneren virkelig bedre end Frankel?

Igennem snart 15 år har Japan med mellemrum udfordret de bedste europæiske mellemdistanceheste på den største scene af dem alle.


Longchamp i Paris, den første søndag i oktober. Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) over 2400 meter – opgøret, hvor førstepræmiens ca. 20 millioner danske kroner blot er “peanuts” i forhold til vinderens senere avlsværdi.

Allerede tilbage i 1999 var triumfen tæt på at blive til virkelighed, da Japan Cup-vinderen El Condor Pasa førte det meste af distancen, men til slut blev overrumplet af Montjeu. Japanerne vidste, at for at vinde Arc’en skulle de have en endnu bedre hest end El Condor Pasa, og derfor gik der også syv år før der blev forsøgt igen.

Denne gang med Deep Impact, den gigantiske champion i Solens Rige. Sunday Silence-sønnen blev i Frankrigs PMU spillet ned i 11 for 10, og selv til dette odds stod japanske fans fortsat i kø for at bakke op om deres favorit. Men Arc’en 2006 blev i stedet til ren frustation for de tusinder af tilrejsende japanere, der så Deep Impact blive knækket i opløbet og henvist til tredjepladsen bag vindende Rail Link og svenskejede Pride. Senere blev Deep Impact tilmed smidt helt ud af præmierækken, grundet en positiv dopingprøve.

For to år siden, i 2010, forsøgte Japan atter en gang. Denne gang med Nakayama Festa, men også her blev nederlaget sviefuldt, da hingsten med kort hoved blev henvist til andenpladsen bag den engelske Derbyvinder Workforce. Nakayama Festa prøvede endda lykken igen i 2011, hvor han sluttede helt væk fra afgørelsen på 11. pladsen bag den vindende tyske hoppe Danedream.


Det lykkes på et tidspunkt

Men selv om det hidtil har været “stolpe ud” for Japan i verdens mest prestigefulde væddeløb, kommer man ikke udenom den alt større dominans den japanske galopsport tager på verdensplan. For selv om Japan fortsat er lukket land for de fleste, og at en personlighed som Sheikh Mohammed igennem flere år forsøgte at få sine farver registreret i landet uden succes, så er økonomien i japansk galopsport i en rivende udvikling, og både hvad angår spil og tilskuere er landet for længst strøget langt forbi den vestlige verden.

Så når Japan sender en Champion til Europa for at dyste i Prix de l’Arc, er det ikke kun et skud i tågen. Det er en målrettet mission, som er gået fra en rejse ind i det ukendte, til nu at være planlagt til sidste detalje. Det er årets Arc-deltager, Orfevre, et synlig bevis på.

Den 4-årige Stay Gold-søn havde vundet syv af sine 12 starter hjemme i Japan, heriblandt fem Gruppe/Grade-1-løb inklusiv Japanese Derby og Arima Kinen.

Med bagklogskabens ulideligt klare lys hængende over sig, valgte Yasutoshi Ikee ikke alene at sende Orfevre til Frankrig i god tid før Arc’en – han valgte også at give hingsten en test på Longchamp i Gruppe-2-løbet Prix Foy og sikrede sig jockey Christophe Soumillons kundskaber i sadlen.

Resultatet af testen blev en sikker sejr i søndags, en længde foran André Fabres stærke Meandre, som i sine to forudgående starter havde vundet både Grand Prix de Saint-Cloud (Gr.1) og Grosser Preis von Berlin (Gr.1).

Japan er igen klar til Prix de l’Arc (Gr.1). Søndag den 7. oktober vil tusinder og atter tusinder japanere storme det franske fort Longchamp, de vil igen spille deres store helt til storfavorit og lade europæiske spillere bede til, at det ikke bliver i år for Solens Rige.

Christophe Soumillon har endda i visse medier udtalt, at Orfevre er en bedre hest end Frankel. Nu kommer Frankel ikke til start i Prix de l’Arc, men banen er vist kridtet op alligevel!

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top