fbpx

Overlegen Consolation-sejr til One Direction

Efter en flot opvisning i DFDS Seaways Derby Consolation blev man efterladt med fornemmelsen af, at Bent Olsen-trænede One Direction havde haft noget at gøre i selve DFDS Seaways Dansk Derby, og delejer Stein Modahl udtrykte sine følelser for sejren som “bittersweet”.


One Direction. Foto: Burt Seeger.

Helbroderen til den tidligere danske Derbyvinder, Cut Champion, var også helt i sin egen klasse i sit første forsøg over 2400 meter, og med den franske gæstejockey Louis Beuzelin på ryggen, kunne One Direction med mange længder henvise totalisatorfavoritten Imagine/Lennart Hammer til andenpladsen.

One Direction, der tidligere på foråret aflagde sin maidentitel over 2200 meter foran den senere Derby Trial-vinder The Black Balsam, havde siden været ude i Dansk 2000 Guineas og senest netop Derby Trial Stakes, hvor han ingen af gangene formåede at kvalificere sig til deltagelse i Derbyet.

One Directions sejrstid i Consolation var 2.34,1, hvilket direkte omregnet havde rakt til en femteplads Derbyet, men igen havde man fornemmelsen af, at der var meget mere at finde. Jockey Louis Beuzelin, der også red Bent Olsen-trænede Hanna i søndagens hovedbegivenhed, sagde efter løbet:

“One Direction elskede den bløde bane og rykkede ganske tidligt fra sine konkurrenter. Jeg ville ønske det var ham jeg havde siddet på i Derbyet, men jeg er blevet tilbudt at ride ham igen i det svenske Breeders’, hvilket jeg ser meget frem til”.

Førstepræmien til Stall Inco og Stald Fortyfour var 50.000 kroner.

Også tredjepladsen i opgøret sad Bent Olsen på i form af Don’t Lose/Rafael Schistl.

Andenhesten gennem mål, Søren Jensens Imagine, var meget positiv på andenpladsen i sin karrieres blot tredje start, og hun kan meget vel udvikle sig til en glimrende Oakshoppe.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top