fbpx

Darcy skabte ægte Derbylykke!

Det er dagen derpå for Francisco Castro, Manuel Martinez, Michael Jakobsen og Peter Rasmussen, samt resten af kredsen bag Stald Seaside og vinderen af DFDS Seaways Dansk Derby. Darcy markerede søndag eftermiddag sit tag i den skandinaviskopdrættede elite, og beviste for mange tvivlere, at han ikke var en udbrændt 2-års Champion, men i stedet en funklende stjerne der blot manglede blød bane og længere distance for at kunne nå nye højder.


Ved sidste mandags lodtrækning om startsporene til DFDS Seaways Dansk Derby, blev Darcys navn trukket ud som det næstsidste, og det efterlod kun to muligheder for Francisco Castro. Spor 1 eller spor 15. Valget faldt på førstnævnte, og Castro begrundede beslutningen med, at Darcy altid er hurtig fra start og nok skulle få en gunstig placering inden tribunesvinget.

Og det hele kom til at flaske sig perfekt for Darcy og Manuel Martinez. Darcy fik masser af plads til sin lange aktion indvendigt i banen, og en perfekt pacemaker i form af Puyol/Elione Chaves, der nærmest fløj rundt tribunesvinget og ramte bagsiden med mange længders afstand til resten af feltet. Darcy galopperede med Martinez’ karakteristiske løse tøjler som anden, skygget af Hanna/Louis Beuzelin og Anthony/Espen Ski.

To af de store forhåndsfavoritter, Buzz Lightyear/Jacob Johansen og The Kicker/Lennart Hammer, fulgte som fjerde og femte i front for det resterende felt, der holdt sig tæt samlet og ventede på at de forreste skulle knække af det hårde udgangstempo. Puyols føring blev langsomt mindre rundt opløbssvinget, og det var Darcy der på dette tidspunkt var bedst gående som anden. Samtidig forbedrede Summertime/Rafael Schistl sig indvendigt og rundede flere konkurrenter, alt imens The Kicker allerede her måtte takke af under en hårdt arbejdende Lennart Hammer.

Udbryderen Puyol var den første til at ramme opløbet, men føringen holdt kun godt og vel 150 meter, før Darcy overtog kommandoen og tordnede ned mod målstregen. Hverken Anthony og Buzz Lightyear fandt det ekstra gear på dette tidspunkt, men til gengæld skød Summertime frem alleryderst i banen og gik i clinch med sin staldkammerat 300 meter fra målstregen.

Også Zen Zansai Zaid/Shane Karlsson ramte topfarten og strøg forbi Buzz Lightyear, Anthony og Puyol, men på dette tidspunkt drejede DFDS Seaways Dansk Derby sig kun om de to Francisco Castro-heste, der side ved side kæmpede indædt ned mod målstregen. 150 meter fra mål fik Rafael Schistl faktisk presset Summertime foran Darcy, men Darcy skiftede ben og formåede at slå contra. Han satte hovedet først på stregen – få centimeter før staldveninden.

De to forreste havde tre længders afstand til Zen Zansai Zaid, der trak sikkert fri til tredjepladsen to længder foran Buzz Lightyear, som igen var fire længder foran den sidste præmietager, Lake Cooloola/Oliver Wilson. Længe førende Puyol holdt rigtig godt ved i opløbet, men desværre for ham rakte det kun til pladsen lige uden for præmierækken. Watch Me Fly/Martin Rodriguez blev syvende og først på ottendepladsen fandt men den bedste dansktrænede deltager, Tina Mortensens Fillip Stark/Nicolaj Stott.

Der var således svensktrænede heste på de syv første pladser – men både første- og andenhesten var til gengæld danskejede og -opdrættede!


Kostede 80.000 kroner som åring

Den nykårede Derbyvinder Darcy kostede 80.000 kroner som åring på Dansk Galops Åringsauktion i september 2010. Han var fremstillet af Stutteri Laser, alias Marianne Lohmann og Bo Seisbøll, der med netop denne årgang debuterede som opdrættere. Marianne og Bo havde allerede på forhånd navngivet Darcy, der blev købt af Stald Seaside.

Nogle uger senere tog Michael Jakobsen og Peter Rasmussen kontakt til Francisco Castro på Jägersro, og dermed blev den for fremtiden så stærke dansk/chilenske alliance skabt.

På trods af Darcys enorme størrelse, formåede Castro at have ham tidligt klar i fjor, og han sejrede direkte i sin debut den 23. juli over 1300 meter på Klampenborg foran Anthony. I sin blot anden start fulgte han op med at vinde Elkær Stutteri Skandinavisk Opdrætningsløb foran ligeledes Stald Seaside-ejede Silvertown, og kronen på værket i hestens fremragende 2-årssæson kom i Dansk Galops Auktionsløb, hvor han strøg hjem med førstepræmiens 250.000 kroner foran den senere tredobbelte storløbsvinder, The Kicker.

Efter sine fornemme storløbsopvisninger var den på det tidspunkt ubesejrede Darcy storfavorit til sejren i Streckers Dansk Kriterium, men han pådrog sig en muskelskade i opgøret og måtte i stedet overlade scenen til Silvertown. Ovenpå femtepladsen og karrierens første nederlag, valgte Francisco Castro at pakke Darcy ind for resten af sæsonen, og i stedet rette fokus mod den klassiske sæson 2012.

Allerede på årets anden løbsdag, den 21. april, var Darcy klar til sin sæsondebut over 1500 meter. Her klarede han på trods af topvægt ganske enkelt at henvise Opening Day, Accomplished og Khan til pladserne i køen, men allerede her lignede vinderen en hest der havde brug for yderligere distance til rigtigt at kunne udnyttesin lange aktion.

Det kom for alvor til udtryk i både 2000 Guineas Trial og Seaside Navigation Dansk 2000 Guineas, hvor Darcy begge gange kom til kort over 1600 meter. I sidstnævnte opgør sluttede han fjerde gennem mål med fem længder frem til suveræne The Kicker.


Borte i fem uger

Efter starten i Dansk 2000 Guineas blev Darcy, ligesom staldveninden Summertime – der selv var sluttet uplaceret i Dansk Hesteforsikring Mowerinaløb samme dag – pakket ind igen, og Francisco Castro brugte for begge hestes vedkommende de næste fem uger på at forberede hestene til deres livs ultimative opgave den sidste søndag i juni – DFDS Seaways Dansk Derby.

Da Darcy og Summertime forrige mandag betrådte Klampenborgs græs, var det kun for at cantre rundt tribunesvinget et par gange, og Castro forklarede, at hestene var præcis hvor han ønskede dem, og der på daværende tidspunkt ikke var brug for mere arbejde.

Den chilenske toptræner fik ret. Og han fik med sin karrieres tredje skandinaviske Derbysejr og en historisk dansk Derby Double atter konstateret, at han er en sand mester i at ramme dagen. Castro vandt sin første Derbysejr på Klampenborg i 2009 med Inchiline, der ligesom Darcy blev redet først over målstregen af landsmanden Manuel Martinez. Året efter vandt Castro på sin hjemmebane Jägersro med Moe Green, redet af Rafael Schistl.


Hilsen til Silvertown

For danske Stald Seaside var det deres første sejr i kampen om galopsportens blå bånd. Men det var også deres første forsøg, for selv om der igennem en længere årrække er blevet satset kraftigt, var det aldrig tidligere lykkedes at nå så langt med en klassisk kandidat.

Stald Seaside har oplevet de samme med- og modgange som så mange øvrige hesteejere. I fjor havde Michael Jakobsen og Peter Rasmussen med fruerne Gitte og Vivi en sæson udover det sædvanlige, idet de formåede at vinde samtlige store 2-årsopgør på Klampenborg. Skandinavisk Opdrætningsløb og Dansk Galops Auktionsløb med Darcy, og Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie med Silvertown.

Netop Silvertown var før sæsonstarten den mest betroede forud for de klassiske løb, men den flotte hoppe fik ødelagt året før det overhovedet kom i gang, og hun står fortsat på skadeslisten i sin boks på Enghavelyst. Der er fortsat et stort spørgsmålstegn ved, om hun nogensinde bliver væddeløbshest igen.


Foreviggørelsen

Nedturen ved Silvertowns skade blev dog for Stald Seasides vedkommende opvejet af søndagens storslåede Derbysejr, og hvor god forrige sæson end måtte have været for den danske ejerkreds, så er der med sikkerhed intet der slår følelsen af gårsdagens triumf. Helt tilbage i 1910 blev den første “vindertavle” med Derbyvinderen Klampenborgs navn hængt op på fronten af Den Kgl. Tribune – og 102 år senere er det navnene Darcy, Stutteri Laser, Francisco Castro, Manuel Martinez og Stald Seaside der skal foreviggøres.







Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top