fbpx

Buzz fandt fint rundt på Klampenborg

Ét af de mest interessante indslag ved mandagens Morgengalop på Klampenborg, var da Jacob Johansen lige foran publikum sprang Stockholm-gæsten Buzz Lightyear af.


Buzz Lightyear. Foto: Burt Seeger.

Buzz Lightyear skulle for første gang rundt tribunesvinget, og Johansen fik klart meldt ud hvordan han ønskede det skulle ske, da han råbte “go on” til lærling Francis Waweru, som var i sadlen på Bent Olsens enlige Derbykandidat, Hanna.

Tempo på ned mod svinget. Buzz Lightyear skulle med det samme forstå hvad det drejede sig om, og Johansen fik uden tvivl også sit ønskede resultat, for High Chaparral-sønnen kom upåklageligt rundt det skarpe sving, hvorimod Hanna – der havde prøvet det tidligere i både Derby Testen og Derby Trial Stakes – brød noget ud i banen.

De to heste fulgtes siden godt ad i et fornuftigt tempo på bagsiden og rundt opløbssvinget, men da de atter kom forbi publikum var det med Buzz Lightyear som den der var bedst gående, og den råstærke hest så ud til at finde mere for hvert galopspring han tog.

At hesten allerede før han startede sit arbejde var svedt kraftigt op, så således ikke ud til at påvirke præstationen.

Et stærkt arbejde af Buzz Lightyear, og Bent Olsen var bestemt heller ikke ked af Hanna, som på søndag rides af den franske jockey Louis Beuzelin. “Han har aldrig tidligere redet på Klampenborg, men han får et par ridt inden Derbyet, så han kan lære banen at kende”, sagde Bent Olsen til den efterfølgende lodtrækning, hvor Hanna fik spor fire.

Buzz Lightyeards træner, Mikael Tjernström, var også godt tilfreds med både hestens morgenarbejde og startspor 11 i Derbyet. Det var i øvrigt fra denne startboksplads sidste års vinder Tigress Eleven sprang af sted.

“Vi kom til Klampenborg allerede i lørdags, så Buzz Lightyear har otte dage til at falde tili omgivelserne. Den meget dårlige rejse fra Stockholm til Malmö i begyndelsen af maj overbeviste mig om, at vi måtte gribe tingene anderledes an op til Derbyet, og forhåbentlig ser vi også et resultat af det på søndag”, sagde Mikael Tjernström, som selv har rejst med hesten og nærmest bor sammen med den i dagene op til DFDS Seaways Dansk Derby.

“Jeg tager en afstikker hjem til Stockholm på onsdag, fordi der er løbsdag deroppe, men derefter rejser jeg straks tilbage og koncentrerer mig om Buzz Lightyear igen”, sluttede Mikael Tjernström.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top