fbpx

Sara Slot: “Skal man virkelig bare lade sådan en sag ligge?”

Lørdagens dramatiske episode i Dansk Breeders’ Cup, hvor jockey Valmir De Azeredo et par hundrede meter inde i opgøret pludselig tog hårdt op i Viktoria Dream, har skabt røre blandt aktive trænere og ryttere.


Både Viktoria Dreams træner, Sandie Kjær Nortoft, og Manchegos træner og jockey, Sara Slot, giver udtryk for, at De Azeredos bøde på 2.000 kroner for “uforsvarlig ridning” langt fra er hård nok, og sidstnævnte gør opmærksom på, at hun er blevet fejlciteret i den officielle voldgiftsrapport.

“Det er ubehageligt, at der står ting i voldgiftsrapporten, som jeg aldrig har sagt. Jeg har for eksempel aldrig udtalt, at “Valmir De Azeredo tager min hests forben”, men til gengæld, at Espen Ski på Miss Valuev blev generet i en sådan grad, at han fik trykket mig ind i og næsten hele vejen igennem rails. Det var heller ikke 100 meter efter start, men snarere efter vi havde galopperet mellem 200 og 300 meter. Klampenborgs bagsidekamera var i stykker i lørdags, og såfremt det havde virket, er jeg sikker på at voldgiften ville få en anden opfattelse af Valmir De Azeredos ridning”, forklarer Sara Slot til galopsport.dk.

“Endvidere forstår jeg ikke hvorfor netop Espen Ski ikke er blevet afhørt, for han var hovedvidne til Valmir De Azeredos forseelse. Voldgiftsrapporten har udtalelser fra øvrige ryttere der blev generet af Azeredo, heriblandt Jacob Johansen (Cantenac) og Lennart Hammer (Tigress Eleven), men ikke fra Espen Ski. Vi er glade og taknemmelige for at være sluppet for skader – men skal man virkelig bare lade en sådan sag ligge?”, slutter Sara Slot.


Uddrag af Klampenborg Galopbanes Voldgiftsrapport, 9. juni 2012, 5. løb – Dansk Breeders’ Cup

Jockey Sara Slot (Manchego) indberettede at hun var blevet kraftigt generet godt 100 m. efter start af Valmir De Azeredo (Viktoria Dream).

Jockey Shane Karlsson (Mikkelangelo) indberettede at han ligeledes var blevet generet af Valmir De Azeredo.

Træner Hanne Bechman indberettede at Miss Valuev var blevet generet i samme episode.

I den anledning afhørtes jockey Sara Slot, jockey Valmir De Azeredo, jockey Shane Karlsson, jockey Jacob Johansen, jockey Lennart Hammer, samt træner Sandie Kjær Nortoft

Jockey Valmir De Azeredo forklarer, at han bliver klemt af de to udvendige, Rafael Schistl (Teitur) og Oliver Wilson (Mega Blast), og bliver nødt til at tage sin hest op, og derved ryger tilbage gennem feltet.

Jockey Shane Karlsson forklarer, at Valmir De Azeredo går lidt ud i banen, og samtidig går Rafael Schistl og Oliver Wilson ind i banen via svinget. I den anledning tager Valmir De Azeredo sin hest op og ryger ned gennem feltet.

Jockey Jacob Johansen forklarer at han bliver klemt af Valmir De Azeredo, og råber om plads, hvorved Valmir De Azeredo går ud i banen mod Rafael Schistl (Teitur).

Jockey Lennart Hammer forklarer, at Valmir De Azeredo trækker ud i banen, hvorved han mister plads mod Teitur og Mega Blast, som kommer ind i banen. Valmir De Azeredo tager derved sin hest op, og falder ned gennem feltet.

Træner Sandie Kjær Nortoft forklarer, at hun havde fortalt jockey Valmir De Azeredo, at Viktoria Dream springer hurtigt ud og går imod fronten. Hun havde oplyst ham, at hesten skal have et frit løb og ikke kan tåle af blive pakket ind bag nogen. Hun forklarer endvidere, at hun ikke forstår hvorfor han tager op i hesten allerede inden de udvendige går forbi ham, og slet ikke forstår hvorfor han tager så kraftigt op i hesten efterfølgende.

Jockey Sara Slot forklarer, at Valmir De Azeredo tager Manchego’s forben, og hun derved mister enhver chance i løbet.

Jockey Sara Slot indberetter efterfølgende, at hendes hest har tabte begge forsko i løbet.

Træner Sandie Kjær Nortoft indberetter efterfølgende, at hendes hest står med en hævet kode.

Af løbsfilmen fremgår det at Valmir De Azeredo ligger i front med Viktoria Dream, og da Rafael Schistl (Teitur) går forbi udvendigt, tager Valmir De Azeredo sin hest kraftigt op, og falder ned gennem feltet, hvorved han får generet Espen Ski (Miss Valuev), Sara Slot (Manchego), Shane Karlsson (Mikkelangelo), samt Lennart Hammer (Tigress Eleven).

Desuden viser filmen at Valmir De Azeredo allerede kort efter start har problemer med at få styret og placeret Viktoria Dream hensigtsmæssigt.

Voldgiften finder at Valmir De Azeredo udviser uforsvarlig ridning ved at tage sin hest så kraftigt op, hvorved han generer de ovennævnte og hvor Espen Ski (Miss Valuev) og Sara Slot (Manchego) reelt mister løbet.

Jockey Valmir De Azeredo idømmes en bøde på 2.000 kr. for trængning og uforsvarlig ridning.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top