fbpx

Troelsen træder af som direktør i Hestesportens Medier

Journalist Karsten Bønsdorf skriver fredag formiddag på Travservice.dk, at Troels Troelsen er trådt af som direktør i Hestesportens Medier til fordel for en plads i bestyrelsen.


I stedet overtager det tidligere bestyrelsesmedlem, Ulrik Boss, direktørstolen i organisationen, der har Hanna Milling som chefredaktør.

Travservice.dk offentliggør ikke, om Troels Troelsens aftrædelse har at gøre med en fremtidig trænerkarriere, jf. galopsport.dk’s historie af 1. april.

Følgende er venligst lånt fra travoggalop.dk, skrevet af netop Hanna Milling:

HESTESPORTENS MEDIER BLIVER STYRKET

Ulrik Boss bliver ny leder af Hestesportens Medier for at styrke banernes arbejde med at tiltrække tilskuere og sponsorer.

På Hestesportens Medier generalforsamling i dag blev det offentliggjort, at Ulrik Boss overtager Troels Troelsens opgaver. Han tiltræder formelt først fra 1. august, men vil være til rådighed i fornødent omfang indtil da.

»Jeg vil gå til opgaven pragmatisk og med ydmyghed. Vi skal have tiltrukket flere tilskuere til banerne gennem ensarter kommunikation, fokus på nye brugere, begivenheder på banerne, og vi skal arbejde endnu mere fokuseret på at få flere sponsorer. Sidstnævnte er en meget svær opgave, da markedet er presset,« siger Ulrik Boss, der er medejer afEventforce og driver Ballerup Super Arena, hvor der blandt andet bliver afholdt cykelløb og koncerter.

»For mig at se er udfordringen den samme inden for væddeløbssporten som i cykelsporten: Hvordan øger man tilgangen af aktive? Og hvordan kan vi få tilskuere? Jeg håber, at vi kan skabe et fælles fodslag og fælles accept om, at vi i sporten går i samme retning, hvor vi deler hinandens erfaringer og skaber en vinderkultur. Det er altid sjovere at være del af en succes, og derfor skal vi fejrer de små sejre sammen, og det kan vi kun ved at løfte sammen og dele erfaringer med hinanden,« understreger Ulrik Boss, der med den nye rolle naturligvis ikke længere er medlem af bestyrelsen.

Nye i bestyrelsen

Troels Troelsen havde selv ønsket at træde tilbage, dels da han har fået forlænget sin kontrakt med CBS i fem år på CBS’s generelt nye vilkår, som ikke tillader, at han fortsætter som direktør, og dels fordi han skal være far for tredje gang:

»Jeg har taget den beslutning, at denne gang vil jeg ikke arbejde så meget, men være der for mit barn,« sagde Troels Troelsen, der fik tak fra formand Kurt Damsgaard for indsatsen:

»Det er i høj grad hans indsats, der er årsagen til, at rammerne for Hestesportens Medier er på plads på baggrund af hans tanker og strategier.«

Ny i bestyrelsen er også Henrik Friis, formand for Skive Trav. Han erstatter Michael Korfitsen, direktør for NKI Racing Arena.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top