fbpx

Berner Olsen-ejet hoppe har folet i Frankrig

Opdrætter Berner Olsen købte i december måned den nu 5-årige brune hoppe Sycamore Hill på Arqana Breeding Stock Sale i Deauville, og han lod efterfølgende hoppen blive i Frankrig. Nu har hun folet en velskabt fuks hingst efter Eclipse Stakes (Gr.1)-vinderen Mount Nelson på Haras de l’Hotellerie.


Hoppen blev erhvervet for 6,000 euro igennem den franske agent Guy Petit, og prisen svarer nøjagtigt til Mount Nelsons bedækningstakst på Newsells Park Stud i England. Sycamore Hill er selv ustartet, men hun er halvsøster til Listed-vinderen Santa Sophia, der igen har produceret to vindere i avlen. Moderen Samara (Polish Patriot) er dobbelt Listed-vinder i England og søster til den tyske Gruppe-2-vinder Saphir, samt Listed-vinderne Smaragd, Soto Grande og Lille Hammer.

Hingsteføllet er det første ud af Sycamore Hill, og ifølge de nye danske regler for import af avlshopper, kan Berner Olsen senere på året hjemtage både hoppe og føl og registrere føllet som danskopdrættet. Om opdrætteren vælger at genbedække Sycamore Hill i Frankrig, eller vente til efter hjemkomsten og bedække hende ved hans egen hingst Special Quest, har han endnu ikke besluttet.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top