fbpx

Flemming Kjellerup, F3, svarer på kritik af Derby-udsendelse

Efter galopsport.dk ovenpå årets Derby-udsendelse i TV2 Sport rettede kritik imod F3 Mediagroups håndtering af produceringen, navnlig på sponsorsiden, har F3 Mediagroups direktør Flemming Kjellerup nu reageret på kritikken, og hans svar kan læses herunder.


“Hej Filip.

Tak for din mail. Jeg er meget forundret over, at du ikke har kontaktet mig inden du lagde din “editorial” ud på nettet, så havde jeg jo haft en mulighed for at forklare dig at du tager fejl i alt, hvad du skriver. Du har en række kritikpunkter, og dem vil jeg hermed svare på:

1) Du mener at vi har lavet en tv-udsendelse, som ikke tilgodeser spillerne.

ad 1 ) Udsendelen er planlagt minut for minut med Danske Spil (Rolf Laugesen) og Klampenborg Galopbane (Tom Christensen). Den indeholder ikke Odds-skilte og resultatskilte, da Danske Spil mener at det vil være forkert i forhold til at programmet ligger på en “åben” tv-kanal, nemlig TV2 Sport. Det er jeg i øvrigt fuldstændig enig i, men det er som sagt ikke noget jeg bestemmer. Ellers er indholdet hele vejen igennem præcis det, som blev aftalt på et møde med DS og KG.

2) Du mener at det er forkert, at der ikke blev optaget interviews foran en decideret “sponsorvæg”. Og du mener desuden at det er for dårligt eftersom det er et af de emner, som har været oppe i “sponsorgruppen” i handlingsplanarbejdet.

ad 2) Det er helt korrekt at der har været talt grundigt om det som et led i en “branding” af sporten. Og derfor havde det jo været super om I havde brugt nogle af de mange penge, som sponsoren brugte på bandereklamer, på at lave en professionelt udseende sponsorvæg. Men hvis du forestiller dig, at vi som tv-produktionsselskab nu skal bekoste at lave “sponsorwalls” til alle danske (stor)løb, tager du godt nok fejl. Det kan da kun være banens opgave.

 

3) Du mener at vi bevidst undlader at nævne sponsorens navn på årets derby.

ad 3) Det er lodret forkert. Vores kommentator nævner, helt i overensstemmelse med de udstukne retningslinier, at vi nu skal se “Colexon Energy Dansk Derby”.

Han gør det to gange, og han gør det umiddelbart før løbet går i gang – altså på det tidspunkt, hvor løbet “præsenteres” og hvor det derfor falder naturligt. Samt på det tidspunkt, hvor der er flest seere.

4) Du mener at sponsoren har ret i, at de fik for lidt logo-eksponering på begivenheden, og at vi bevidst har “klippet” os ud af det store logo, der var sat op i forbindelse med paddock.

ad 4) Det er igen lodret forkert. Det har de bestemt ikke ret i. Vi vælger faktisk at starte udsendelsen med “Colexon”-logoet lige op ad studieværtens hoved. Og vi vælger at holde logoerne på startboksen i billedet i samlet 3 minutter og 25 sekunder. Det er altså RIGTIG lang tid i sportsfjernsyn, og det har indbragt os en skriftlig klage fra tv-stationens side, idet de mente at det var lidt for tydeligt, at vi forsøgte at promovere en sponsor.

Kort fortalt synes jeg at du en anden gang skal se programmet, før du lægger sådan en kritik ud til offentligheden.

Jeg synes desuden at du fuldstændig overser det faktum, at F3 har været en medvirkende faktor i forhold til at få hestesporten på TV2 Sport.

Og så mener jeg at det vil klæde dig at komme med en undskyldning på samme plads, hvor du fremkom med din fuldstændig ubegrundede kritik.

Med venlig hilsen

Flemming Kjellerup
Direktør / Partner”

—–

 

Scandinavian Raceweb retter i forbindelse med reaktionen fra Flemming Kjellerup atter henvendelse med svar på ovenstående mail:

“Hej Flemming

Tak for dit om end lidt sene svar på min kritik af årets Derbyudsendelse.

Dog er jeg lidt uforstående overfor, at du vælger at svare i ”vest” når jeg spørger i ”øst”.

Eksempler herpå:

Ad. punkt 1 – ”Du mener vi har lavet en TV-udsendelse som ikke tilgodeser spillerne”. – Hvor og hvornår mener du, at jeg har rettet denne kritik?

Ad. punkt 2 – ”Du mener at det er forkert, at der ikke blev optaget interviews foran en decideret “sponsorvæg”. – Jeg nævner i min kritik IKKE, at sponsorvæggen er noget F3 skulle stå for. Blot, at når der er mulighed for logo-eksponering bør den også bruges. Du nævner, at I starter udsendelsen med COLEXON-logoet i baggrunden for værten. Hvor er det selv samme logo så henne i resten af udsendelsen når der interviewes?

Men som sagt takker jeg for dit svar, og venter blot på din bekræftelse af, at jeg må bringe svaret samme sted som kritikken er blevet skrevet – på galopsport.dk.

Og så skal jeg naturligvis med glæde give F3 æren for samarbejdet med TV2 Sport. Du har helt ret i at det er på sin plads i denne sammenhæng!

Om der skal undskyldes eller ej – fra den ene eller anden side – synes jeg bør være op til læserne og udsendelsens øvrige seere at vurdere i et åbent forum.

Bedste hilsner
Filip Zwicky”.

—–

 

Afslutningsvis svarer Flemming Kjellerup:

“Hej Filip

Mit lidt sene svar skyldes at jeg har været på ferie og kom hjem mandag. Hvis jeg har svaret i “vest” – dvs. svaret på en kritik, som du IKKE er fremkommet med, kan du naturligvis se bort fra det.

Mht. Colexon-logoet i starten af udsendelsen – mener du at vi skulle have lavet alle interviews op ad det kæmpelogo? For det har intet at gøre med en interview-væg a la Champions League, men ville derimod være et eklatant brud på de normer, der normalt produceres tv efter i hele verden.

Og det kunne efter min opfattelse have bragt os i risiko for at vores tv-samarbejdspartner ikke i fremtiden ville lægge sendeflade til udsendelser fra hestesporten.

Derbyudsendelsen holder sig på alle måder inden for de rammer, der er aftalt med Danske Spil og TV2 Sport. Og den holder sig indenfor de rammer, der er normen for produktion af sports-tv – bortset altså fra den klage vi fik fra TV2 Sport for at have eksponeret sponsoren lige lovlig tydeligt.

Med venlig hilsen
Flemming Kjellerup”

—–

Som undertegnede anfører i brevet til Flemming Kjellerup, vil jeg gerne åbne debatten omkring TV-situationen, både på Derby Dag men også generelt, idet netop dette emne har været kommenteret i adskillige øvrige medier end lige galopsport.dk.

Saglige indlæg til debatten er velkomne på info@galopsport.dk, og de vil udover at blive vist her på websiden ligeledes blive sendt til F3 Mediagroup.

Filip Zwicky
Redaktør Galopsport.dk
Scandinavian Raceweb

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top