fbpx

“Sikke et held at jeg faldt i søvn under auktionen”

Et talstærkt publikum trodsede lørdags-kulden og begav sig til sæsonpremieren på Klampenborg Galopbane, og ingen gik skuffet derfra. Der blev budt på glimrende sport og underholdning, og én hest overstrålede alle de øvrige.


Den 5-årige irskfødte hest Quick Release gjorde sin første start på Klampenborg Galopbane, og hvilken begyndelse. Quick Release sprang hurtigst ud af boksene, og jockey Kim Andersen havde taktikken klar. Det var efter devisen, fang mig hvis i kan.

Det kunne ingen. Quick Release holdt sit eget show oppe foran, og sejrede med mange længder til nærmeste ”vidne” Nottingham på andenpladsen. En Danmarks-debut med mersmag.

Det var tredje start Quick Release gjorde for hestens ejer og træner Sven Christensen, og hingsten har endnu ikke tabt i sit nye regi. Den kom med to sejre i Sverige for Sven Christensen, inden det gjaldt den første start på hjemmebanen.

Sikke en hest jeg har fået mig her”, smilede Sven Christensen efter sejren. Et eventyr af de helt store. Den 76-årige pensionist har pludselig en af de bedste fuldblodsheste i dansk træning.

“Det er det rene held. Jeg tog til en auktion i Newmarket i England for et par måneder siden for at købe mig en ny hest, til at hygge mig med i hverdagen”, siger Sven Christensen.

“Jeg var meget træt under auktionen, og jeg faldt i søvn og vågnede først kort inden auktionen var forbi”.

“Der gik lidt panik i mig. Der var ikke mange heste tilbage i ringen, og så fik jeg øje på Quick Release. Den så tiltalende ud, men jeg havde ingen anelse om hvad der var for en slags hest”, fortæller Svend Christensen.

“Men jeg besluttede mig til at byde med, og til slut fik jeg hammerslaget. Den kom til at stå mig i 150.000 danske kroner”, beretter Sven Christensen.

Efter den overlegne sejr i Klampenborg, hæver Sven Christensen nu overliggeren for sin nye stjerne. Det gælder Pramms Memorial (L) på Jägersro, hvor hesten kan vinde mere end tre gange så meget, som den kostede Sven Christensen i auktionshallen i den engelske hovedstad i forrige måned.

Quick Release har allerede indtjent de første 100.000 kroner til pensionisten Sven Christensen, og man har sikkert bare set begyndelsen.

Han stod efter 86 i tal inden løbet, og det var det højeste tal for min tidligere tophest Mr. Ibrahim, så det er vel rigtigt at hævde, at Quick Release er den bedste hest jeg har trænet”, gnækkede Sven Christensen efter den gedigne opvisning i Ordrup Mose.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top