fbpx

Intens budduel endte med 340.000 kroner for halvbror til Lady Clementine

Opdrætterparret Lene og Berner Olsen havde lørdag deres største auktionsdag nogensinde.


Ovenpå en sæson hvor Golden Memory med tre storløbssejre har gjort fremragende reklame for det danske stutteri i Ringsted, kulminerede det hele på Dansk Galops Åringsauktion, da Stald Ras efter en intens budduel med Bent Olsen sikrede sig lot 47 for 340.000 kroner. Dagens i særklasse dyreste åring efter Lene og Berner Olsens egen avlshingst Special Quest, og ud af Mowerina-vinderen All Right.

Den fukse hingst, der allerede på forhånd var navngivet Right Quest, er halvbror til fem vindere, hvoraf de mest markante har været Jyllandsløbsvinderen Lady Clementine og sidste års Auktionsløbsvinder Edge Of Eternity. I tillæg har førstnævnte i avlen produceret sidste års Derbyvinder Sir Henry.

Både Cai Rasmussen fra Stald Ras og træner Bent Olsen havde deres telefoner ved øret under budgivningen. Cai Rasmussen med sin datter Bolette, og Bent Olsen med den svenske storhesteejer Lasse Sjönhult, der i forvejen ejer topnavne som Dingle View og Master Chef.

De to duellanter kæmpede alene hele vejen op til topprisen på 340.000 kroner, men til slut måtte Bent Olsen give fortabt, og auktionens top lot går nu i stedet i træning hos Søren Jensen på Enghavelyst.

Topprisen på Dansk Galops Åringsauktion var samtidig en sejr for den nuværende blå danske regerings nye skatteregler for hestehold, idet momsen på køb af heste nu kan fratrækkes i virksomheder, og Stald Ras’ reelle udgift for købet er dermed ‘kun’ de 340.000 kroner for hammerslaget plus Dansk Galops salær, mens de 25% i moms – i dette tilfælde 85.000 kroner – kan fratrækkes.


Falco-søn til Bent Olsen

Selv om Bent Olsen ikke fik fingre i lot 47, havde han alligevel ingen problemer med at finde smilet frem. Træneren havde nemlig forinden fået hammerslag på lot 26 for 160.000 kroner. En søn af den nye internationale avlshingst Falco (Pivotal) ud af Woodman-datteren Seattle’s Wood, som er helsøster til Champagne Stakes (Gr.2)-vinderen Leo’s Luckyman og i avlen mor til fire vindere ud af lige så mange startende afkom. Hingsten er opdrættet på Stutteri Hjortebo.

Hingsteåringen blev købt på vegne af Lone Kaj-Nielsen.


Tre gange Niels Petersen

Niels Petersen købte tre heste på auktionen. Der blev lagt ud ved lot 7, en helbror til topnavnene Fly Society og Attention Please, fremstillet af Beth Malling og Boy Lauritsen.

Den den mørkebrune hingsteåring kostede 160.000 kroner og blev købt på vegne af det stort satsende syndikat Stall Trick Or Treat. Niels Petersen sikrede sig ligeledes lot 30, en fuks hingst fra Stutteri Hjortebo efter Refuse To Bend og Achambra. Moderlivsimporten er bror til to vindere i Italien og i nær relation til Gruppe-1-vinderen Montmartre. Hingsten kostede 135.000 kroner.

Niels Petersen stod for hammerslaget på lot 60, Mink’s Chanel fra Mink Stud, der kostede 44.000 kroner. Den brune hoppe er halvsøster til Hongkong Blade, der har vundet sine to seneste starter i Bent Olsens varetægt.

Auktionarius Andrew Nolan fra det irske auktionshus Goffs i Kildare var yderst velforberedt til opgaven, og ireren var med til at sørge for en samlet omsætning på lidt over to millioner kroner, hvilket også betød en gennemsnitsfremgang fordelt på hele auktionen. Gennemsnittet lå i år på 49.952 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top