fbpx

Mr Ascot købte søn af Dark Angel for 145,000 euro!

De skandinaviske hesteejere fortsatte købelysten på andendagen af Goffs Orby Sale i Irland, hvor både K.S. Race & Breed, Francisco Castro, Stald Seeland og navnlig Mr Ascot markerede sig i handelen.


Mest opsigtsvækkende var det da svenske Mr Ascot igennem den irske agent Peter Doyle sikrede sig lot 436, en skimmel hingst efter Dark Angel og Lomitas-datteren Bellacoola. Bellacoola, der er tysk opdrættet og vinder som 3-årig i sit hjemland, er i forvejen mor til den Listed-placerede Prinzde Glas (Verglas), og hun er selv halvsøster til Gruppeløbsvinderne Bernadon og Budai, samt Listed-vinderen Basalios.

Prisen for den fantastisk udseende hingst fra Yeomanstown Stud var 145.000 euro, svarende til godt 1,45 millioner svenske kroner. Åringen går ikke i første omgang i træning i Sverige, men sendes i stedet til Frankrig hos Nicholas Clement i Chantilly. (Se katalogside)


Søn af Kentucky Derby-vinderen Big Brown

Tidligere på dagen havde Jägersro-træner Ole Larsen fået hammerslag på lot 325, en fuks amerikanskfødt hingst efter Kentucky Derby (Gr.1)-vinderen Big Brown, hvis første årgang nu er åringer.

Den fukse hingst er ud af den ustartede Point Given-datter Sugar Plum S J R, og halvbror til den tredobbelte amerikanske vinder Book Of Numbers (More Than Ready). Sugar Plum S J R er halvsøster til Grade 3-vinderen Scottish Halo og den Grade 2-placerede Pawyne Princess, fra samme moderlinje som den canadiske champion Victorian Queen.

Ole Larsen fik hammerslaget på 42.000 euro på vegne af trænerens mangeårige ejer K.S. Race & Breed i Norge. (Se katalogside)


Halvbror til Hansinger

Senere slog Francisco Castro for fjerde gang til på salget, da han sikrede sig lot 375, en mørkebrun hingst efter Moss Vale og First Trump-hoppen Whistfilly. Åringen er halvbror til den Cathrine Erichsen-trænede topsprinter Hansinger, og desuden til en nu 2-årig hingst, der sidste år blev solgt til Hong Kong for 275.000€. Francisco Castro betalte 19.000€ for den smarte, fartholdige hingst. (Se katalogside)


Teofilo-søn til Stald Seeland

Danske Stald Seeland, der handlede to åringer efter henholdsvis Duke Of Marmalade og Verglas på førstedagen af Goffs Orby Sale, fortsatte onsdag med et hammerslag på lot 401 – en brun hoppe efter den fantastiske væddeløber Teofilo (Galileo) og Fasliyev-datteren All Began.

All Began har et enkelt startende afkom i den 2-årige Excellent Art-søn Red Art, der har vundet to gange i år med en OR på 93. Dertil er All Began halvsøster til Greenlands Stakes (Gr.3)-vinderen Nautical Pet.

Galileo-sønnen Teofilo, der grundet en skade kun nåede at starte som 2-årig, hvor han var ubesejret og bl.a. vandt Gruppe-1-opgørene Dewhurst Stakes og National Stakes, er en yderst populær hingst og med sin første årgang allerede far til Black Type-vinderne Remember Alexander og Teolane. Hoppeåringen kostede 20.000€ og går i træning hos Søren Jensen. (Se katalogside)

Inden tredje- og sidstedagen af Goffs Orby Yearling Sale har de skandinaviske købere stået for 10 handler og en omsætning på over 400.000€.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top