Red Cactus fortsætter på Stutteri Hjortebo

Den svenske Derbyvinder Red Cactus, hvis første årgang rammer banerne i den kommende sæson, fortsætter i 2025 sin avlstjeneste på Stutteri Hjortebo. Det bekræfter Iben Hjorth Buskop fredag formiddag til GalopSport.


Red Cactus. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Red Cactus fotograferet under det ene af karrierens to vinterophold i Dubai. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

“Efter Lone Kaj-Nielsens triste bortgang tidligere i efteråret, har vi ikke været helt sikre på hvordan den umiddelbare fremtid så ud for hendes avlshingst Red Cactus. Nu kan vi heldigvis, og med stor glæde, bekræfte, at han fortsætter med at bedække hos i Bjerringbro”, siger Iben.

Hard Spun-sønnen, der fylder ni år i 2025, havde sin første årgang på auktion i september, og de solgte for op til 330.000 danske kroner. Dyrest var Stutteri Outbacks halvbror til Stockholms Stora Pris (Gr.3)-vinderen Good Fortune (Appel Au Maitre).

Stutteri Outbacks Red Cactus-halvbror til Good Fortune fotograferet i ringen under Scandinavian Open Yearling Sale. Hammerslaget faldt på 330.000 kroner. Foto: Burt Seeger.

Red Cactus udgør en fjerdedel af vores avlshingstehold, som også næste år inkluderer Appel Au Maitre, Giant Sandman og Moohaajim. Tre hingste, som alle havde klassiske vindere på de skandinaviske baner i 2024″, afslutter Iben Hjorth Buskop.

Appel Au Maitre er far til Schamyl, som både vandt Svenskt Derby, Norsk Derby og Svenskt St. Leger, til den danske St. Leger-vinder My Fortune og den norske Oaks-vinder Rosemary’s Baby, mens Giant Sandman er far til Mowerinaløbsvinderen A Lady’s Dream og Moohaajim til Brigadier, som strøg til tops i Dansk 2000 Guineas, Svenskt 2000 Guineas og Dansk Derby.

Eddie Pedroza og Red Cactus på vej mod sejren i Svenskt Derby 2019. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top