Ahmad Al Shaikhs 4-årige Gruppe-1-vinder Dubai Mile, som er nært relateret til den flerdobbelte danske champion King David, overgår i 2025 fra Manton Park i England til Coolagown Stud i Irland. “Vi melder ham til den skandinaviske Breeders’-serie i den kommende bedækningssæson”, fortæller David Stack til GalopSport.
Dubai Mile tilhører den eneste årgang efter den firedobbelte Gruppe-1-vinder Roaring Lion (Kitten’s Joy), som efter sin første bedækningssæson på Tweenhills blev ramt af kolik og mistede livet i New Zealand.
Roaring Lion, der både vandt Eclipse Stakes (Gr.1), QE II Stakes (Gr.1), Juddmonte International Stakes (Gr.1) og Irish Champion Stakes (Gr.1), nåede dog at gøre sin indflydelse gældende med den eneste årgang, som i 2022 ramte væddeløbsbanerne.
Han blev bl.a. far til Duke Of Cambridge Stakes (Gr.2)-vinderen Running Lion, Lancashire Oaks (Gr.2)-vinderen Queen Of The Pride, Gruppe-3-vinderne Kingswood, Middle Earth og Embesto – og bedst af alt til Criterium de Saint-Cloud (Gr.1)-vinderen Dubai Mile.
Dubai Mile vandt tre af sine fem starter som 2-årig i 2022, hvor han foruden triumfen i det 2000 meter lange Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) også vandt over 1400 meter på Redcar og over 1600 meter på Kempton, og var anden bag The Foxes (Churchill) i Juddmonte Royal Lodge Stakes (Gr.2) i Newmarket.
Herunder ses hingstens Gruppe-1-triumf på Saint-Cloud:
Som 3-årig debuterede hingsten direkte som femte i 2000 Guineas (Gr.1), slået med lidt over fem længder af Chaldean (Frankel). Siden fulgte en niendeplads i Epsom Derby (Gr.1) bag Auguste Rodin (Deep Impact) og til slut en fjerdeplads i King Edward VII Stakes (Gr.1) på Royal Ascot til King Of Steel (Wootton Bassett).
Dubai Mile udførte sin første bedækningssæson på Manton Park i Wiltshire til en bedækningstakst på £7,500, men han udbydes til næste år til kraftigt reducerede €4,000 på Coolagown.
“Jeg er ekstremt glad for at kunne tilføje Dubai Mile til Coolagowns hingsteliste i 2025”, siger stutteriets manager David Stack, og tilføjer: “Han er en ganske særlig hest og en af de bedste hingste efter den eftertrykkeligt savnede Roaring Lion“.
“Dubai Mile er et fremragende individ med en fantastisk aktion, og både Coolagown og Ahmad (Al Shaikh, red.) kommer til at supportere ham med en række gode hopper”.
David Stack og Ahmad Al Shaikh har ligeledes besluttet, at tilmelde Criterium de Saint-Cloud (Gr.1)-vinderen til den skandinaviske Breeders’-serie forud for den kommende bedækningssæson.
Stack uddyber: “Jeg har igennem de seneste år haft et godt samarbejde med flere skandinaviske kunder, heriblandt Alexander Elsass og Helena og Tor Sigfridsson, og det er en opbakning jeg sætter stor pris på”.
“Ved at tilmelde Dubai Mile den skandinaviske Breeders’-serie tilføjer vi en mulighed for de avlshopper, som enten skal til bedækning i udlandet eller som bliver købt i Irland for siden at fole og blive genbedækket”.
“Og så tænker jeg også, at relationen til Skandinaviens mangeårige stjerne King David kan være interessant for hoppeejerne”.
Dubai Mile og King David (Elusive City) er ganske nært relateret, idet deres mødre er halvsøskende.
De to hingste deler således mormor i ustartede Miss Hawai (Peintre Celebre), som både producerede Dubai Miles mor, Listed-vinderen og Pretty Polly Stakes (Gr.1)-2’eren Beach Bunny (High Chaparral), og King Davids mor Jeunesse Lulu (Montjeu).
Miss Hawai er i øvrigt selv ud af den franske 2-årschampion og Prix Marcel Boussac (Gr.1)-vinder Miss Tahiti (Tirol), som udover King David og Dubai Miles mormor producerede 1000 Guineas (Gr.1)-vinderen Miss France (Dansili).