Thore til tops i Grosser Preis von Bayern (Gr.1)

Thore Hammer-Hansen kronede søndag sin eventyrlige første sæson tilbage i Tyskland med at vinde årets sidste Gruppe-1-opgør, Grosser Preis von Bayern, med sin arbejdsgiver Eckhard Saurens 5-årige Assistent.



Thore og Assistent lå placeret sidst fra start og fortsatte i den bagerste del af feltet i størstedelen af de 2400 meter.

Sea The Moon-sønnen ramte opløbet som én af de sidste, og valgte at blive helt indvendigt, mens det store felt spredte sig over det meste af banen.

Længe så opgaven svær ud, men på over de sidste 150 meter fløj Assistent forbi Sir Mark Prescotts engelske gæst Tiffany (Farhh), og henviste også William Buick til tredjepladsen med Charlie Applebys Ancient Wisdom (Dubawi).

“Det er vanvittigt. Dette er min absolutte ‘hjertehest’, og jeg er så glad for at have givet min arbejdsgiver Eckhard Sauren sin første Gruppe-1-vinder. Han satsede på mig og hentede mig tilbage til Tyskland fra England, og han har investeret så meget i sporten”, sagde Thore i minutterne efter årets anden Gruppe-1-triumf.

Den første kom i begyndelsen af juli i Hamborg, da han sikrede sig sejren i Deutsches Derby med Palladium (Gleneagles).

Thore blev efter sejren i München fejret af begge sine forældre, Susi og Lennart, som havde en stolt og uforglemmelig efterårsdag i det sydtyske.

Ikke nok med, at Thore tidligere på dagen også havde vundet dagens næstbedst betalte opgør, BBAG Auktionsrennen, med Eckhard Saurens Next Mine (Dabirsim), så var Thores lillesøster Sofie anden gennem mål i sin karrieres blot tredje ridt med Roland Dzubasz-trænede Sky Emperor (Holy Roman Emperor).

Sofie Hammer-Hansen red sit første løb den 28. august som tredje i Baden-Baden, og har siden fulgt op med en femteplads og nu en andenplads.

Thore Hammer-Hansens to sejre søndag eftermiddag bragte ham op på 70 i alt på de tyske baner i 2024, og han holder sit solide forspring på 10 vindere til Bauyrzhan Murzabayev, som er den eneste konkurrent med mulighed for at forpurre den dansk/tyske stjernejockeys mulighed for at blive Championjockey i Tyskland for første gang.

Der resterer endnu otte løbsdage i denne sæson, fordelt mellem Krefeld, Dresden, München og Dortmund. 2024 afrundes den 29. december i Dortmund.

Thore Hammer-Hansen. Foto: Privat.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top