fbpx

Svensk Listed-vinder købt til avlskarriere i Danmark

Breeding and Racing IS, der bl.a. ejer avlshingsten Juniper Tree, har endnu engang udvidet hoppebestanden med base på York Stutteri. Denne gang med Wootton Bassett-datteren Victoria Placa, der i fjor afsluttede karrieren med sejr i Lanwades Stud Stakes (L) på Bro Park.


Shane Karlsson skriger sin glæde ud på ryggen af Victoria Placa ved sejren i Lanwades Stud Stakes (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Forinden havde Victoria Placa i flere omgange været tæt på også at blive Listed-vinder i Tyskland. Hun sluttede på andenpladsen slået med kort hoved af Marlar (Kallisto) i Preis der Stadtsparkasse Düsseldorf (L), var tredje i Großer Preis der Burckhardt Gruppe (L) i Hannover samt fjerde i Coolmore Stud Baden-Baden Cup (L).

I Skandinavien viste Victoria Placa allerede sine store evner som 2-årig med sejren i ITM Amacitalöpning på Bro Park, og som 3-årig fulgte hun op med andenpladser i først Mowerinaløb og siden Bloomers’ Vase (L) mod de bedste ældre milerhopper.

Victoria Placa, der igennem hele karrieren var ejet af danske Light Valley Stud og trænet af Jessica Long, blev kun bedre med tiden og afsluttede karrieren med et handicap på 89. Da hoppen i fjor vandt Lanwades Stud Stakes (L) var det foran Niels Petersen-trænede Ramone (Eishin Dunkirk), som Breeding and Racing IS også efterfølgende har købt.


Victoria Placa og Shane Karlsson efter sejren i Lanwades Stud Stakes (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Samtidig er hoppens far, den ubesejrede 2-årschampion og Gruppe-1-vinder Wootton Bassett (Iffraaj), blevet én af Europas dyreste avlshingste efter salget til Coolmore, hvor han i 2022 har bedækket til en takst på 150,000 euro. Noget af en raketfarts-rejse, idet han i 2012 blev introduceret til 6,000 euro og i både 2014 og 2015 blot kostede 4,000 euro på Haras d’Etreham.

Wootton Bassett er nu far til fem Gruppe-1-vindere i Frankrig, heriblandt avlshingsten Almanzor.

Victoria Placa er en virkelig smart type med både afstamning og løbspræstationer af høj klasse, og vi er taknemlige for, at Ann og Bernt Dahl valgte at sælge hende til os så hun kan forblive i den danske avlsbestand. De kunne let have solgt hende for et meget større beløb på det internationale marked. Hun bliver nu bedækket ved Juniper Tree“, fortæller Alexander Elsass.


Victoria Placa (Wootton Bassett) fortsætter nu karrieren som avlshoppe på York Stutteri. Foto: Long Racing.

Se Victoria Placa vinde Lanwades Stud Stakes (L) 2021 herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top