fbpx

Dansk Kriterium til Mongo Jerry

Årets største begivenhed for den yngste årgang blev til stor triumf for familien Wramhed, der i Mongo Jerry har en hest til store opgave næste år.


12 heste var til start i Tattersalls Dansk Kriterium over 1400 meter, med en samlet præmiesum på 300.000 kroner. Forhåndsfavorit var Ib, der efter sin flotte opvisning i Auktionsløb var spillet til 34 for 10 i totalisatoren.

Der blev lagt et godt tempo på løbet med Ready Eddie/Luis Santos blandt de toneangivende, mens Janos Tandari holdt Mongo Jerry på pacen rundt opløbssvinget.

Ind på opløbet strakte feltet sig over hele banens bredde, og udvendigt sås Danitas/Peter Jarven med en fin chance, mens det fortsat gik rigtig stærkt foran med Ready Eddie og Mongo Jerry. Ikke så lang tid efter stod det klart, at det var mellem disse to at Dansk Kriterium skulle afgøres, og det udviklede sig til en flot og spændende opløbskamp.

Først 100 meter fra mål fik Janos Tandari det endelige overtag med Mongo Jerry, som til slut trak fra til sejr på halvanden længde. Ready Eddie var også sikker på andenpladsen foran Manomission/Mark Larsen, der midt i banen kom en længde fri af udvendige Danitas/Peter Jarven. Sidste plads i præmierækken tilfaldt Eko Laguna Beach, mens favoritterne Ib og Calistoga sluttede som henholdsvis niende og tiende gennem mål.

Mongo Jerry blev købt tilbage af Stald Mosehøj på sidste års auktion, og senere blev han solgt til Owe Wramhed i Sverige, hvor han trænes af Katarina Wramhed.

At Mongo Jerry kan vinde Dansk Kriterium er ikke overraskende set i lyset af hestens fine afstamning. Faderen Richard Of York taler vist for sig selv, mens moderen Mongolian One vandt 10 løb og næsten 850.000 kroner. Hun var selv 2-årsstjerne med sejre i både Dansk Opdrætningsløb, Dansk Avlsløb og Dansk Kriterium, mens hun som 3-årig sejrede i Mowerinaløb og Larch Ærespræmie, og var anden i Dansk 2000 Guineas.

I avlen havde Mongolian One indtil i lørdags ikke haft den helt store succes, men hun har dog bragt Mongolian Light, der var anden i Produce Stakes og tredje i Dansk Opdrætningsløb, samt Mongolian JR, der aldrig nåede at vinde, men dog blev anden i Dansk Kriterium og tredje i Dansk Opdrætningsløb og Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Mongo Jerry debuterede på Klampenborg slutningen af juli med en imponerende sejr efter føring fra start til mål. I starten efter var han meget hingstet, og blev tredje bag Manomission, inden han senest var klart slået i Juvenile Mile på Jägersro.

Owe Wramhed har dog en forklaring på hvorfor hesten nu igen var på toppen: “Han har haft store problemer i munden, så han har egentlig ikke været til at styre på grund af smerter. Nu er han så blevet behandlet i tænderne, og det har virkelig gjort store underværker”.

Den brune hingst står næste år tilmeldt de store årgangsløb, heriblandt også Svenskt Breeders Trophy og Norsk Breeders Prize.

Både Mongo Jerry, Ready Eddie og Manomission er vokset op det samme sted, nemlig på York Stutteri, hvor stutteriejer Nick Elsass går rundt og har svært ved at få hænderne ned efter endnu en sæson med kraftig fremgang.

Københavns Galopbanes sportschef Tom Christensen er dog en smule ængstelig ved Richard Of Yorks store succes som avlshingst: “Vi må se i øjnene, at vi i Danmark har en avlshingst af høj international standard. Det han har bevist i sine tre første sæsoner er nærmest skræmmende, og jeg håber at York Stutteri kan stå imod de milliontilbud som eventuelt vil begynde at hagle ned over dem når hingstens præstationer når ud til hele Europa”.


Le Sall overlegen i Consolation

I Dansk Kriterium Consolation var der omsider debut til Søren Jensen-trænede Le Sall, der efter adskillige prøveløb endelig var klar til start. Forventningerne har fra starten været høje, og Søren Jensen var også ked af at han ikke kunne nå at få hingsten med i selve kriteriet.

Og man forstår så sandelig også godt hvorfor! Den brune Emarati-søn sprang godt ud af startboksen, tog tidligt føringen, og siden kunne Kim Andersen let styre ham hjem til overlegen sejr på fem længder foran næstfavoritten Jacquelin, mens Sara Slot red First Of Turner op til tredjepladsen.

Le Sall, der er født på Stutteri Elverdam, har haft mange problemer lige fra starten. Han blev tidligere på året opereret fordi den ene testikel endnu ikke var faldet ned, men dyrlægen kunne ikke finde den, hvilket gjorde situationen endnu mere kompliceret.

Samtidig er Le Sall også lidt af en gadedreng som helst gør som det selv passer ham – men denne gang passede det ham fint at løbe fra alt og alle, hvilket der blev udtrykt stor glæde over hos både Stutteri Elverdam og hingstens ejer Mme Fernande.

Der var 30.000 kroner i førstepræmie til Le Sall, der ligner en oplagt 2000 Guineas-kandidat til næste år. Søren Jensen og Stald Santos erhvervede sig i øvrigt en halvbror efter Asaasy på Dansk Galops Åringsauktion dagen efter Le Salls overlegne sejr. Prisen var på bare 40.000 kroner.


Ny Super Sprint til Might Be A Lady

For anden gang i år lykkedes det Might Be A Lady at komme først over målstregen i Super Sprint over 700 meter. Der var virkelig knald på fra start med Check In Blanco og Chok-Di som de første, men efter få hundrede meter sendte John McLaughlin Might Be A Lady frem til føring, og siden var ingen i stand til at svare op.

Mark Larsen gjorde hvad han kunne på ryggen af Check In Blanco, men nåede ikke mere end andenpladsen foran Uncle Exact og Lord Lieutenant. Der var 15.000 kroner i førstepræmie til svenskfødte Might Be A Lady, der trænes af Anna-Beth Thørn og ejes af Stall Wild West.


Også svensk i Elverdams

Stutteri Elverdam’s Ærespræmie over 2400 meter gav også svensk sejr, da Lennart Reuterskiöld-trænede Ittma Hohah vandt kort foran Hell On Hooves.

Mark Larsen havde tidligt Ittma Hohah fremme, mens Luis Villarroel lå sidst rundt det første sving med Hell On Hooves.

På bagsiden avancerede sidstnævnte op gennem feltet og ind på lige bane gik de to heste afgørende fra. 300 meter fra mål havde Hell On Hooves afgjort løbet, men med 150 meter igen begyndte hesten at hænge meget mod venstre, hvorefter Ittma Hohah slog contra og nåede forbi igen.

Det viste sig efter løbet, at Hell On Hooves var brudt ned, og hesten blev halt trukket tilbage til stalden, hvor det desværre var en kendsgerning at en ellers meget lovende karriere der kun talte to starter var afsluttet.

Ittma Hohah vandt for tredje gang i år, og for anden gang var det på Klampenborgs græs. Hingsten er faldet efter Namaqualand – Classic Choise, og ejes af Sewerin Ekman, der i Ittma Hohah måske har en afløser for den gamle kæmpe Senador, som ikke længere viser den store lyst til jobbet.


Dagen i øvrigt…

Kim Andersen tog i Princess Royal Handicap tidligt fronten med Lions Itchiban, som elsker at løbe alene foran. Og da ingen af de øvrige i feltet ville presse på, var det en ren formsag for Lions Itchiban at holde hjem til let sejr. Det var således en flot dag for Anne Nimand-Jansen, som også står bag Kriteriums-2’eren Ready Eddie.

Louise Møller udfordrer virkelig Bettina Wilson i kampen om lærlingechampionatet. Denne lørdag vandt Louise på ryggen af Montilja sin tredje sejr som lærling på Klampenborg, og nu står det helt lige mellem Bettina, Louise og Larissa Tandari, bortset fra at Bettina har flest andenpladser. Der er lagt op til en meget spændende finale i år.

Dagens sidste løb, Belle De Crecy Handicap blev vundet af gamle Subzero, der endelig efter mere end to års sejrspause løb først over målstregen for Peter Jarven. Det så ellers længe ud til at Jan Olsen skulle have endnu en sejr med hjem til Korsør, men i et stærkt angreb udvendigt i banen strøg Subzero forbi.

Den stabile væddeløber trænes af Lisa Gautier.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top