fbpx

Efesos går i avlen – og i sin fars fodspor

Scandinavian Open Championship (Gr.3)-vinderen Efesos har definitivt startet for sidste gang, men han fortsætter nu karrieren som avlshingst på samme sted hvor hans far Royal Experiment tilbragte sin sidste tid i avlen.


Efesos og Elione Chaves. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.
Efesos og Elione Chaves. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

“Jeg har i dag indgået aftale omkring overtagelsen af Efesos, og han kommer hertil en af de nærmeste dage”, fortæller nordjyske Mette Fruergård til GalopSport.

Efesos, der i Odessa Racing Clubs farver leverede karrierens største præstation med sejren i sidste års Scandinavian Open Championship (Gr.3) på Klampenborg, får en bedækningstakst på 2.000 DKK ved spring og 6.000 DKK ved levende føl.

Royal Experiment (Royal Academy - Morning Games v. Grey Dawn).
Royal Experiment (Royal Academy – Morning Games v. Grey Dawn).

Ved at sikre sig Efesos til avlstjeneste, sørger Mette Fruergård ligeledes for, at videreføre den tidligere Wido Neuroth-stjerne Royal Experiments gener.

Royal Experiment, der sidste sommer kom tragisk af dage efter at være blevet sparket direkte i lysken af en hoppe efter bedækning.

Efesos, Manuel Martinez og Bent Oslen efter sejren i Boutique Bolou Scandinavian Open Championship (Gr.3). Foto: Burt Seeger.
Efesos, Manuel Martinez og Bent Oslen efter sejren i Boutique Bolou Scandinavian Open Championship (Gr.3). Foto: Burt Seeger.

Efesos, der den 3. maj fylder seks år, opnåede et handicap på 91 i en karriere som bød på 11 sejre i 29 starter.

Han vandt både som 3-, 4- og 5-årig, og hans bedste sæson i fjor kom ovenpå et vinterophold i Dubai, hvor han nåede at starte to gange på Meydan.

Hingsten er ud af den norske Derby-2’er Salida (Spectacular Tide), som selv er datter af den skandinaviske championhoppe Kutbeya (Diesis) og halvsøster til bl.a. den danske Derbyvinder Tigress Eleven, Derby- og St. Leger-2’eren Aladar og til Breeders’-placerede Sarina, som igen bl.a. er mor til den norske Breeders’ Prize Classic-vinder Dickie Dickens.

Det er bare en god måned siden, at Bent Olsen-trænede Efesos både blev kåret som Årets Ældre Hest og Årets Hest 2018 ved Hestesportens Galla i Aarhus – og tilbage i november modtog han samme hæder på sin tidligere hjemmebane i Klampenborg.

Mette Fruergård kontaktes på telefon +45 30 74 77 47.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top