fbpx

Tre køb af Morten Buskop på Arqana

Arqanas tre dage lange Mixed Sale sluttede onsdag, og det endte med tre køb af agent Morten Buskop – heriblandt en hingståring efter Sinndar, der nu har kurs mod Klampenborg-træner Søren Jensen.


Lot 560, hoppeåring v. Sinndar, blev købt for 13.000 euro til Jens Ditlev Lauritzen. Foto: Morten Buskop Bloodstock.
Lot 560, hingståring v. Sinndar, blev købt for 13.000 euro til Jens Ditlev Lauritzen. Foto: Morten Buskop Bloodstock.

Det er lot 560, den franskfødte hingst Easter Mystery (Sinndar – Coleene v. King’s Best), der blev købt for 13.000 euro i ringen.

“Han blev købt på vegne af Jens Ditlev Lauritzen, som jeg havde i røret undervejs”, fortæller Buskop onsdag aften til GalopSport og fortsætter:

“Han er halvbror til dette års polske Triple Crown-vinder, en hingst efter Air Chief Marshal som i alt har vundet seks gange som 2- og 3-årig, og heriblandt altså både Polsk 2000 Guineas, Derby og St. Leger”.

Mormoderen er den Listed-placerede Beguele (Bering), mens moderlinjen også rummer Black Type-navne som Battle Quest, Storm River, Tarte Aux Pommes og Van Rouge.

Klampenborg Galopbanes formand, Jens Ditlev Lauritzen, har i en årrække haft sine heste i træning hos Hanne Bechmann, og han fortsætter nu som hesteejer på Enghavelyst hos Søren Jensen.


I mandags handlede Morten Buskop to gange. Første køb var lot 137, den 3-årige Le Havre-datter Fouqueville, som kom med to sejre og to placeringer i seks starter og en OR på 92, svarende til 86 i skandinavisk handicap.

“Hun blev købt for 28.000 euro – egentlig på vegne af nogle norske kollegaer, som gerne vil have en løbshoppe der kan gøre sig i den skandinaviske elite til næste år. Efterfølgende har jeg modtaget flere bud på helt op til 35.000 euro fra Skandinavien, og har derfor ikke helt besluttet hvad der skal ske med hende. Det eneste der ligger fast er, at hun skal starte i et Listed Race i Frankrig den 23. december for træner Gavin Hernon, og så må vi se hvad fremtiden bringer derfra”, siger Buskop, som senere på dagen også købte lot 186, den 4-årige hingst Effet Special (Network).

“Han er købt til mine mangeårige venner Lucinda Russell og Peter Scudamore i England, og han er et meget spændende forhindringsprospekt”, kommenterer Morten Buskop, der fik hammerslaget på 60.000 euro.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top