Et vigtigt faktum at skrive sig bag øret ovenpå lørdagens begivenheder på Klampenborg er, at de 3-årige havde godt fat i deres ældre konkurrenter. Således endte tre af dagens handicaps med sejre til den klassiske årgang.
Pro Hunter slog til i Hofjuveler Hertz Vandrepræmie over 1600 meter med en let triumf foran de formstærke handicappere Plotting og Majestic Eleven, og det var med endnu en 3-årig – Mowerinavinderen Florence Craye – som fjerde gennem mål.
I Phoebe Handicap over 1800 meter var det Tine Hansen-trænede Another One der kunne sætte de ældre på plads med en overlegen seks længders sejr. Også andenpladsen tilfaldt en 3-årig, nemlig Irina Skjødts Welcometomydreams, mens bedste ældre deltager var Liberation på tredjepladsen.
Endelig lykkedes det Bent Olsens 3-årige hoppe Opening Day at afslutte dagen med en besnærende tre længders sejr foran ligeledes 3-årige Enara – igen Irina Skjødt. 6-årige Private Equity var bedste ældre på tredjepladsen.
Dagens amatørløbsvinder på Klampenborg var Assertion, som både ejes, trænes og blev redet til sejr af svenske Cecilia Persson.