fbpx

2-årsdronningen Silvertown på fint besøg i Irland

Det blev desværre aldrig til mere end en enkelt væddeløbssæson for Stald Seasides tophoppe Silvertown (Academy Award), som ovenpå en yderst succesfuld 2-årssæson i 2011, sidste forår pådrog sig en fraktur på bækkenet.


Silvertown havde overvintret som en af favoritterne til Dansk Derby, men heldigvis for Stald Seaside, havde de som bekendt en anden god kandidat i Darcy.

Silvertown vandt tre gange som 2-årig. Hun slog til i sin debut i Petré Toddlers Trophy over 1200 meter, og efter en andenplads i Skandinavisk Opdrætningsløb og tredjeplads i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer, vandt hun to gange på stribe i henholdsvis Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Efter at have stået stille igennem størstedelen af 2012, er Silvertown nu klar til at overgå til avlsboksen, og den skimlede hoppe blev i weekenden transporteret fra Danmark til Rathasker Stud i Irland, hvor der venter hende en date med den 4-årige hingst Born To Sea (Invincible Spirit).

Born To Sea er ud af Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Urban Sea (Miswaki), og dermed er han halvbror til bl.a. den dobbelte Derbyvinder og verdens på nuværende tidspunkt førende avlshingst, Galileo (Sadler’s Wells), og til Derby- og Prix de l’Arc-vinderen Sea The Stars, hvis første årgang kommer på banen i 2013.

Born To Sea, der er sidste afkom ud af Urban Sea, idet hoppen døde kort efter folingen tilbage i 2009, debuterede som 2-årig direkte med en Listed-sejr i Blenheim Stakes på The Curragh, og siden fulgte han bl.a. op med en andenplads i Irish Derby (Gr.1) bag Camelot.Ligesom Sea The Stars var Born To Sea ejet og opdrættet af kinesiske Christopher Tsui, og i træning hos John Oxx.

“Silvertown gav os store glæder i hendes 2-årssæson, og hvem ved hvad det kunne have udviklet sig til, hvis ikke hun var blevet skadet. Vi er ikke i sporten for at være opdrættere, men i dette tilfælde følte vi, at historien omkring Silvertown langt fra er færdig, og derfor har vi taget satsningen og sendt hende til bedækning ved en ny og spændende udenlandsk hingst”, fortæller Stald Seasides ene parthaver, Peter B. Rasmussen, til Galopsport.dk.

Også Dansk Galops direktør, Peter Knudsen, ser med spænding på forløbet.

“Silvertown repræsenterer en af de mest vindende blodlinjer overhovedet i den skandinaviske avl set over de seneste 20 år. Hun er selv storløbsvinder, hun er helsøster til Derbyvinderen Sir Henry, hendes mor Lady Clementine var storløbsvinder, mormoderen All Right var ubesejret som 2-årig og vandt siden Mowerinaløb. All Rights egen helsøster, All Fair, vandt Svenskt Oaks og er i avlen blevet mor til Breeders’-vindere som New York og Blue Mary. Nu skal vi for første gang se en tophoppe fra denne fantastiske familie gå til en international avlshingst, og resultatet bliver selvfølgelig højst interessant at følge”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top