fbpx

Well Armed førte hele vejen i Dubai World Cup (Gr.1)

Den sidste udgave af Dubai World Cup (L), og i det hele taget det sidste løb nogensinde på Nad Al Sheba, blev et totalt one-man-show af amerikanske Well Armed, der førte hele vejen og sejrede med gigantiske 14 længder foran de to storoutsidere Gloria De Campeao og Paris Perfect. Gloria De Campeao ejes i øvrigt af svenske Stefan Friborg, som bare fortsætter med at høste international succes i verdens største væddeløb rundt om på kloden.



Well Armed, der sluttede tredje i World Cup’en i fjor bag Curlin og Asiatic Boy, var af de internationale bookmakere ikke spået en større chance for at forbedre sidste års resultat, men i det velsagtens ringeste World Cup-felt nogensinde var der ikke meget for konkurrenterne at stille op over for den 6-årige vallak, der trænes af Eoin Harty og blev redet til sejr af Aaron Gryder.

Forhåndsfavoritterne, sydafrikanske Asiatic Boy og amerikanske Albertus Maximus, var løbets helt store skuffelser. Albertux Maximus faldt aldrig til ro i opgøret og efter at have skygget Well Armed som anden ind på opløbsstrækningen med sin akavede hovedstilling, faldt han hurtigt helt fra, mens Asiatic Boy allerede i opløbssvinget totalt havde udspillet sin rolle og afsluttede en rædselsfuld aften for træner Mike de Kock, der slet ikke formåede at ramme dagen med sine heste.

Well Armed kom til Dubai uden de store resultater i bagagen. Tiznow-sønnens seneste sejr var tilbage i september sidste år, hvor han vandt Goodwood Stakes (Gr.1) på Santa Anita. Efterfølgende var han næstsidst bag vindende Albertus Maximus i Breeders’ Cup Mile Dirt, og i 2009 var det hidtil blevet til en fjerde- og andenplads i Grade-2-sammenhæng hjemme i Los Angeles.

På forhånd havde ekspert spået, at Well Armeds eneste chance for at vinde Dubai World Cup (Gr.1) var såfremt han fik lov til få fronten fra start og få ro til at diktere tempoet, ligesom ved hestens to foregående Grade-2-sejre.

At Well Armed i en alder af seks år her vandt sin første Gruppe-1-sejr nogensinde, siger lidt om kvaliteten på verdens pengemæssigt største væddeløb, der på trods af sine 6 millioner US$ i samlet præmiesum har svært ved at samle de allerbedste heste fra de forskellige steder på kloden.


“Svensk” hest anden i Dubai Duty Free

Luca Cumani stod for lidt af en sensation, da han i lørdagens på papiret stærkeste opgør, Dubai Duty Free (Gr.1) over 1777 meter græs, sendte Sakhee-sønnen Presvis ud mod en lang række Gruppe-1-vindere. Presvis leverede nemlig en fornem indsats og afsluttede bedst af alle til andenpladsen bag kæmpeoverraskelsen Gladiatorus.

Det interessante ved Presvis er, at han er søn af den svenskopdrættede hoppe Forest Fire, der ligeledes er efter svenske Mango Sambaquita.

Forest Fire blev eksporteret til England i 1995, hvor hendes opdrætter Mette Campbell Andenaes siden har avlet videre på hende og fået Presvis, der i dag leverede et gigantisk resultat for svensk fuldblodsavl.

I 2010 indvier Sheikh Mohammed den splinternye “væddeløbsby” Meydan, hvor også Dubai World Cup (Gr.1) og de øvrige løb i The International Racing Carnival fremover skal rides.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top