fbpx

Vejen til The Macallan Dansk Derby: Ranking og noter – 1. maj

Med sin debutsejr på Jägersro skød Jessica Long-trænede Ayani sig direkte ind i Top 10 blandt årets danske Derbykandidater. Også staldveninden Keep On Dancing og Lea Olsens Klarvaken nåede op blandt de 15 øverste på listen.


Ayani og Oliver Wilson besejrer Irish Hope med Carlos Lopez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Chess Racings Ayani (Starspangledbanner) er andet afkom ud af den danske Oaks- og St. Leger-vinder Inaya (High Chaparral), og nært relateret til Derby-, St. Leger- og Jockey Club Cup-vinderen Sibelius (Night Shift), St. Leger-vinderen Sergel (Archipenko), Bloomers’ Vase (L)-vinderen Ray (Rock Of Gibraltar), Jockey Club Cup (L)-vinderen Moomba (Australia) og ikke mindst Celebration Mile (Gr.2)-vinderen Lavender’s Blue (Sea The Stars) og Prix Chloé (Gr.3)-vinderen Beatrice Aurore (Danehill Dancer).

Ayanis tredjemor Mondschein (Rainbow Quest) vandt selv Prix Belle de Nuit (L) på Maisons-Laffitte i Chess Racings farver, og siden da har Benny Andersson og familien Strömberg/Long selv formet en moderlinje, hvor Mondschein med sine afkom og afkoms afkom alene ville udfylde en hel side i et auktionskatalog.

Efter Ayanis debutsejr på Jägersro gav handicapper Nicholas Cordrey ham 77, hvilket bringer hesten op på siden af Sandie Kjær-trænede Alakay (Wilshire Boulevard) og Bettina Andersen-trænede Lucien (Hurricane Red).

Alakay vandt 3-års Drømmen på første løbsdag i Klampenborg, mens Lucien aflagde sin maidentitel på samme bane i lørdags.

Lucien holder akkurat indvendigt angribende Miss Lilibeth bag sig i 3-års Maidenløb. Foto: Burt Seeger.

I lørdags gav Lea Olsen også sæsondebut til sidste års Goffs Futurity Stakes- og Kriteriumsvinder King Ferdinand (Elusive City), som gjorde sin pligt og vandt ganske sikkert med lidt mere end en længde foran Jessica Longs Keep On Dancing (Moohaajim).

Det betød, at King Ferdinand blev stående på 81, mens Keep On Dancing blev hævet til 75 og nu deler 13. pladsen med Patrick Wahls Little Arabella (Karakontie), som søndag sæsondebuterede med en fjerdeplads i Becky Moss Fillies Mile på Jägersro.

King Ferdinand vinder 3-års Løb foran Keep On Dancing og Bronx Carlras. Foto: Burt Seeger.

Lea Olsen havde også 3-årige Klarvaken (Appel Au Maitre) med til Klampenborg i lørdags, og den fukse hingst leverede en stærk sæsondebut med en halv længdes sejr foran 4-årige Menttoimpress (Casamento) og jævnaldrene Dunkerque (Appel Au Maitre).

Med sejren skød Klarvaken – der både er ejet og opdrættet (på Stutteri Hjortebo) af svenske Bengt Adielsson – sig op på en 15. plads delt med staldkammeraten Sir Jeffrey (Hunter’s Light).

Begge kandidater har et handicap 74, hvilket på nuværende tidspunkt er kravet, hvis man skal med i lodtrækningen om en plads i Derbyfeltet.

Klarvaken og Jacob Johansen vinder foran Mentoimpress med Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

Øvrige kandidater, som enten steg i handicap eller blev introduceret med handicap i sidste del af april, er Isaynomore (Giant Sandman) på 70, Dunkerque (Appel Au Maitre) og I Got Company (Fast Company) på 69 samt Lets Go Carlras (Juniper Tree) på 65.

47 af de 76 tilbagestående navne i The Macallan Dansk Derby 2023 har nu fået et handicap.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top