fbpx

Vejen til The Macallan Dansk Derby 2024: Ranking og noter – 27. oktober

Den 16. oktober forfaldt fjerde indsats til 2024-udgaven af The Macallan Dansk Derby, og 90 navne er tilbage på den liste, som først ændres igen efter næste forfeit i midten af januar. 29 af de 90 heste har i skrivende stund fået handicap.


Brigadier og Elione Chaves vinder Dansk Galops Auktionsløb. Foto: Burt Seeger.

Øverst står Lone Kaj-Nielsens Auktionsløbsvinder Brigadier (Moohaajim), som fik 82 for sin overlegne triumf i Skandinaviens bedst betalte 2-årsløb den 23. september. Brigadier har ikke startet siden.

Biot og Jacob Johansen på vej mod sejren i Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium. Foto: Burt Seeger.

Andenpladsen på rankinglisten deles mellem Lea Olsens Kriteriums-vinder Biot (City Light) og Bettina Andersens Vinterfavorit My Fortune (Appel Au Maitre), som begge har opnået et handicap på 80.

My Fortune og Oliver Wilson vinder Højgaard Hestehospital Vinterfavoritternes Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

Det er to mere end Wido Neuroth-trænede Schamyl (Appel Au Maitre), som i år har vundet både Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer og senest Norsk Kriterium.

Schamyl og Jacob Johansen hjemtager Norsk Kriterium foran Rockofthemountain med Oliver Wilson. Foto: Hesteguiden.com.

På 78 står også Lennart J:r Reuterskiölds Zidane (Areion), som har vundet to af sine tre første starter – heriblandt Jockeyklubbens Auktionslöpning I og onsdagens Kriterium Trial på Jägersro.

Zidane sejrer overlegent i Jockeyklubbens Auktionslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

På 77 følger Produce Stakes- og Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Kis (Moohaajim), som er Bent Olsens anden kandidat indenfor Top-10.

Kis og Elione Chaves vinder Tommy Gustafsson Memorial – Breeders’ Trophy Juvenile – foran godt afsluttende Appelino. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Kis følges af Lennart J:r Reuterskiölds Trickstar (Magician), der har vundet sin karrieres hidtil eneste start. Trickstar står efter 76, hvilket er et kilo højere end Lea Olsens Soft Gallery (Pistachio), der senest var anden bag My Fortune i Vinterfavoritterne.

Pladserne som 9 og 10 deles af Cathrine Erichsens ubesejrede, dobbelte 2-årsvinder Rosemary’s Baby (Appel Au Maitre) og Jessica Longs Lambada Cup-vinder Swing (Moohaajim) – begge står efter 74.

Både Lea Olsen, Bent Olsen og Lennart J:r Reuterskiöld er repræsenteret ved to Derbykandidater i Top-10.

Trickstar og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Endnu bedre kan avlshingstene Moohaajim (Cape Cross) og Appel Au Maitre (Starborough) gøre det, idet de hver er repræsenteret med tre afkom. Moohaajim er far til Brigadier, Kis og Swing, mens Appel Au Maitre er far til My Fortune, Schamyl og Rosemary’s Baby.

Den eneste anden skandinaviskopstaldede hingst med en kandidat i Top-10 er Bechmann Racings afdøde Pistachio, som er far til Soft Gallery. Fædrene til Biot, Zidane og Trickstar er de internationale hingste City Light, Areion og Magician.

Lige uden for Top-10 følger dog også afkom efter både Mustajeeb (Chelsea Morning), Juniper Tree (Duke Of Hastings) og Baltic Rock (Footstepsoffortune).


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top