Ingen tobenet figur har igennem de seneste år vist vejen på den amerikanske galopscene som træner Todd Pletcher. I 2006 satte han tre nordamerikanske rekorder – for højeste indtjening (26.820.243 US$), for antal Stakes-sejre (100 sejre med 57 forskellige heste), samt Grade Stakes-sejre (57 sejre, hvoraf 17 var i Grade-1).
For tredje år i træk blev han for kort tid siden hædret med en Eclipse Award som “Outstanding Trainer”, og mens succesen fortsætter i de fries land, forbereder Pletcher nu et hold på fem heste der alle skal flyves til Dubai og deltage i World Cup-aftenens millionprogram.
Dermed kommer Pletcher til at slå endnu en rekord, idet ingen anden før ham har fløjet fem heste fra USA til Dubai. Træneren bekræfter at han gør to heste klar til deltagelse i henholdsvis Dubai Duty Free (Gr.1) over 1777 meter og Dubai Golden Shaheen (Gr.1) over 1200 meter, samt hoppen Honey Ryder i Dubai Sheema Classic (Gr.1) over 2400 meter. Alle tre løb har en samlet præmiesum på fem millioner US$.
Pletcher sadlede i lørdags fem vindere på GulfstreamPark i Miami, hvoraf de tre var i Grated Stakes, og hvis ikke denne form taler for sig selv, udtaler træneren at stalden er i forbløffende form.
Den mest meriterede af Todd Pletchers Dubai-aspiranter er uden tvivl den tre-dobbelte Grade 1-vinder English Channel. English Channel, der sigter mod Dubai Duty Free (Gr.1) var i fjor tredje i Breeders’ Cup Turf (Gr.1), og den 22. februar leverede han et forrygende prep-race på Gulfstream Park med en let sejr over ca. 1800 meter græs i ny banerekord.
English Channel får i Dubai Duty Free (Gr.1) følgeskab af staldkammeraten Host, den tidligere chilenske klassisk vindende champion, der udover at være Grade-1-vinder i USA også sluttede på fjerdepladsen i sidste års udgave af Duty Free. Host startede ikke igen før den 2. februar i år, hvor han blev ganske kort slået til andenpladsen i Canadian TurfHandicap (Gr.3) på Gulfstream.
Dubai Sheema Classic (Gr.1)-kandidaten Honey Ryder blev henvist til andenpladsen af Jambalaya i Breeders’ Cup Turf Stakes (Gr.1) på Gulfstream Park den 22. februar, hvilket var hendes første start imod hingste. Den 6-årige hoppe har vundet 12 af sine 28 starter og har igennem hele karrieren været utrolig stabil i sine præstationer.
Pletchers to kandidater til Dubai Golden Shaheen (Gr.1) er Grade-1-vinderen Bishop Court Hill og Friendly Island. Sidstnævnte var anden bag Thor’s Echo i Breeders’ Cup Sprint (Gr.1) i fjor. Både Bishop Court Hill og Friendly Island har vundet i 2007 – førstnævnte vandt Paumonok Handicap på Aqueduct, mens Friendly Island tog sig af Palos Verdes Handicap(Gr.2) på Santa Anita.
Samtlige fem heste som Pletcher planlægger at flyve til Dubai har kun startet en enkelt gang i år, hvilket er helt bevidst idet trænerens strategi er at hestene løber bedre når de er helt friske. Selv om Todd Pletcher endnu ikke har vundet et løb på World Cup-aftenen må man sige, at hans tidligere deltagere har gjort det godt med en samlet indtjening på 2,45 millioner US$.
I 2003 var Harlan’s Holiday anden bag Moon Ballad i Dubai World Cup(Gr.1), i 2004 var Alke nummer to i Dubai Golden Shaheen (Gr.1), og i tillæg til Hosts præstation i Dubai Duty Free (Gr.1), sadlede han ligeledes i fjor Magna Graduate til en tredjeplads i selve Dubai World Cup (Gr.1).