Klampenborg-træner Søren Jensen kan fredag rejse hjem fra Irland med to nyerhvervede åringer i transporten. Den første blev købt på sidstedagen af Goffs Millio nSale, hvor det franske MAB Agency fik hammerslag på lot 534, en brun hoppe efter Elusive City – Dark Hyacinth v. Darshaan.
Åringen er halvsøster til den Listed-placerede hoppe Dark Indian, som selv er mor til Breeders’ Cup Handicap (Gr.2)-vinderen Valbenny. Åringen er desuden fra samme familie som den tidligere engelske Championhoppe Dibidale, avlshingsten Missionary Ridge og Prix de l’Arc de Triomphe-vinderen Tony Bin. Prisen for Elusive City-datteren var 26.000 euro.
På førstedagen af Goffs Sportsman’s Sale var Søren Jensen og MAB Agency igen på banen med købet af lot 701, en fuks hoppe efter Noverre – Over Rating v. Desert King. Moderen Over Rating løb placeret som 3-årig og selv er hun ud af October Stakes (L)-vinderen Well Beyond og dermed halvsøster til Gruppe-3-vinderen Out Of Reach.
Well Beyond er selv søster til selveste Zaizafon, der foruden at være Gruppevinder uden tvivl er mest berømt for at være mor til avlshingstene Zafonic og Zamindar. Hammerslaget faldt på 19.000 euro for Noverre-datteren.
Begge åringer skal i træning hos Søren Jensen og blev købt på vegne af henholdsvis Stald Airborne og Stald Seeland. “Det er to vældig fine og interessante åringer, og vi er meget glade for udfaldet af auktionen. Tilgangen af de nye heste betyder dog også at ejerkredsen må skifte lidt ud i det eksisterende materiale, og derfor er både sidste års Breeders’ Prize Classic-vinder Fairmay og 3-årige Optimic sat til salg til højestbydende”, kommenterer Søren Jensen fra Irland.
Francisco Castro købte torsdag sin sjette åring under sit besøg på Goffs, og denne gang blev det lot 651, en brun hingst efter Soviet Star – Lasting Chance v. American Chance. Åringens mor Lasting Chance er vinder af British Columbia Breeders’ Cup Oaks (Gr.3) og hun har tidligere produceret hoppen Dapple Dawn, der er tredobbelt vinder i 2007. Francisco Castro fik hoppen for 16.000 euro.