Inden for kort tid er to af Danmarks mest bemærkelsesværdige galopheste de sidste to årtier, Lady Clementine og La Sall afgået ved døden.
De har selv og gennem deres afkom budt på mange oplevelser.
De var ved deres død begge ejet af og opstaldet på Stutteri Hjortebo, og de vil gennem deres afkom i høj grad leve videre på stutteriet, udtaler Iben Hjorth Buskop.
De blev begge født i 2001. Lady Clementine (Richard Of York – All Right) var opdrættet på York Stutteri, medens La Sall (Cajun Cadet – Cut Memory) blev opdrættet på Stutteri Hjortebo.
De var som væddeløbsheste begge ejet af Mme Fernande. Og de blev begge mødre til derbyvindere.
Lady Clementine til Sir Henry (Academy Award), der vandt Dansk Derby i 2010, og La Sall til Sir Herman (Zoffany), der vandt Dansk Derby i 2017. Såvel Sir Henry som Sir Herman var også ejet af Mme Fernande.
Lady Clementine og La Sall var begge fremragende væddeløbere. Og de var begge i træning hos Søren Jensen, der også trænede de to derbyvindere Sir Henry og Sir Herman.
Den første styrkeprøve mellem de to ”dronninger” fandt sted i Dansk Opdrætningsløb i 2003 på Scandinavian Open-dagen. Filip Zwicky havde booket Terry Hellier fra Tyskland til at ride Dano-Mast i Scandinavian Open Championship (Gr.3). Dano-Mast vandt.
Og det gjorde Terry Hellier også med La Sall, som han fik ridtet på, da Kim Andersen valgte Lady Clementine, der blev anden.
La Sall var den store 2-års stjerne, og hun vandt også Produce Stakes, Auktionsløb og Dansk Kriterium. Igen foran Lady Clementine. Men i Vinterfavoritternes Ærespræmie byttede de plads.
Nu afdøde, købmand Herman Salling og hustruen Karin stod bag pseudonymet Mme Fernande.
Herman Salling mente, at hustruen Karins valg af La Sall var et fejlkøb. Den opfattelse kom han til at revidere efter La Salls fremragende toårssæson.
La Sall måtte desværre opereres i vinteren mellem 2- og 3-årssæsonen, og hun løb kun en enkelt gang som 3-årig, medens Lady Clementine var anden i Mowerinaløb bag Funny Legend, vandt Jyllandsløb og afsluttede løbskarrieren med et meget knebent nederlag i Breeders Trophy Stayer på Täby.
Set i bakspejlet vil de to unikke hopper dog især blive husket for deres tid som avlshopper.
Lady Clementine blev mor til afkom, der p.t. har indtjent over fire millioner kroner og vundet 3O løb.
Hendes afkom har bl.a. vundet Dansk Derby, Dansk 2000 Guineas, Svenskt 2000 Guineas, Breeders Prize Sprint og Dansk Kriterium tre gange.
La Sall blev mor til afkom, der p.t. har indtjent knap 2,5 millioner kroner og vundet 24 løb. Hendes afkom har bl.a. vundet Dansk Derby, Dansk 2000 Guineas, Dansk Breeders Cup og Breeders Prize Sprint.
I 2010 oplevede Karin Salling en ny storløbsdouble, da La Sall og Lady Clementines to sønner, Sir Randolph og Sir Henry, der begge var efter Academy Award, som Stutteri Hjortebo og York Stutteri ejede i fællesskab, besatte de to første pladser i Dansk 2000 Guineas.
Sir Randolph var da også mere betroet i Dansk Derby samme år, men det blev Sir Henry, der var først over mål.
Og blev udråbt til vinder efter en lang voldgiftssag. Sir Randolph vandt som 4-årig Dansk Breeders Cup.
I 2017 fik La Sall så sin derbyvinder, da Sir Herman med Nicolaj Stott i en meget tæt dyst besejrede Freestyler med Nicolaj Stotts lillebror Kevin i sadlen.
Blandt La Salls øvrige afkom kan bl.a. nævnes Reet Petite (Appel Au Maitre), der var anden i Svenskt Oaks i 2018.
Og Kanthaka (Academy Award), der er mor til My Jamil (Al Shemali), som i år har vundet såvel Herman Sallings Mindeløb Dansk Kriterium som Dansk Galops Auktionsløb.
Iben Hjorth Buskop kan fortælle, at de på Stutteri Hjortebo netop har fået La Sall-datteren Princess Tina (Appel Au Maitre) hjem i avlen. Hun vandt en enkelt gang i sine kun to starter.
Og Queen Lilly, der var tredje i Dansk Breeders Cup, og som er ud af Lady Sarah, som La Sall er mor til, er drægtig med Giant Sandman. Så blodet lever videre.
La Salls to sidste afkom er begge efter Appel Au Maitre. Sir Harry, en ustartet men meget lovende 2-årig, der er i træning hos Rikke Rohbach Bonde og en åring, Sir Camelot. De ejes begge af Karin Salling.
La Sall levede som avlshoppe fint med den skade i bagkoden, som hun fik, da hun løb væddeløb.
Men til slut fik hun ondt grundet slidgigt, og derfor blev det besluttet at sige farvel til hende, oplyser Iben.
Lady Clementine var ud af All Right, der også er mor til Jolie Fleur, mor til den danske derbyvinder Manacor.
Som avlshoppe gjorde Lady Clementine det særdeles flot. Ud over Sir Henry blev hun mor til tre hopper, Silvertown, Harbour Light og Beaufort Twelve der med to års mellemrum alle vandt Dansk Kriterium.
Nu afdøde Silvertown (Academy Award) vandt senere også Vinterfavoritternes Ærespræmie, men måtte slutte løbskarrieren efter 2-årssæsonen.
Hun er i avlen mor til Silver Seas (Pour Moi), der vandt Autumn Fillies i Stockholm i opvisningsstil som 2-årig.
Silver Seas har i år fået et hingstføl efter Appel au Maitre. Den engelske derbyvinder i 2017 Wings Of Eagles er efter Pour Moi og ud af Appel au Maitres søster Ysoldina. Så Silver Seas hingstføl er skabt på de samme blodlinjer.
Harbour Light (Academy Award) vandt i sin 3-årssæson Dansk 2000 Guineas, og hun var tredje i Dansk Derby.
I avlen har Harbour Light en hoppeåring efter Appel Au Maitre, og i år har hun fået et hingstføl efter Moohaajim.
Beaufort Twelve, der også er efter Academy Award vandt som 3-årig Svenskt 2000 Guineas og Breeders Trophy Sprint på Øvrevoll.
Hun ejes af Stald Seaside, men hun er som de øvrige opstaldet på Stutteri Hjortebo. Beaufort Twelve har fået et hingsteføl efter Moohaajim.
Lady Clementine er også mor til Baltic Exchange (Appel Au Maitre), der kun kom i løb som 2-årig, hvor hun afsluttede med sejr i Breeders Trophy Juvenile.
Baltic Exchange er blevet købt af Stutteri Hjortebo, og hun har på Stutteri Hjortebo fået et hoppeføl efter Moohaajim, som hun også er drægtig med igen.
Lady Clementine er mor til en fuks 2-årig, Loadline (Appel Au Maitre), der debuterede fornylig med en andenplads på Klampenborg. Han ejes af Stald Seaside, og han er i træning hos Søren Jensen.
Lady Clementine fik et vidunderligt Moohaajim hoppeføl i år, har Iben oplyst og fortsatte: ”Folingen gik perfekt, hun var oppe med føllet og drak.
Lady Clementine spiste al sin aftensmad og alt var godt. Seks timer senere lagde hun sig stille ned og lukkede øjnene. Føllet blev adopteret af en anden hoppe. Hun er vidunderlig og bliver grå som sin mor. Og så har hun et hjerte i panden.
På Stutteri Hjortebo har det taget tid at fordøje tabet af de to stjerner.
Men de var begge 19 år gamle. De fik mange føl. To blev derbyvindere, og de havde hver deres skræddersyede liv, som de elskede på Stutteri Hjortebo.
Lady Clementine og La Salls portrætter hænger i køkkenet hos Jette og Søren Hjorth.
Så de er fortsat med hver dag.