Som 2-årig var Unfuwain-sønnen Hoo La Baloo i træning hos Flemming Poulsen på Enghavelyst. Han vandt sit livs første løb på hjemmebanen og var siden fjerde i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag Lady Clementine.
Som 3-årig tog han med Flemming Poulsen til Chantilly i Frankrig, men var atter i foråret tilbage på Klampenborg hvor han sluttede fjerde i Dansk 2000 Guineas bag vindende Emilio.
Tilbage i Frankrig blev Hoo La Baloo bragt til start i et claiming race og han blev solgt for 20.000 euro ud af Poulsens stald.
Sidenhen er der sket meget i Hoo La Baloos tilværelse.
I november 2004, efter at Hoo La Baloo havde forladt Flemming Poulsen, vandt hestens et år yngre helsøster Perfect Hedge nemlig sin debut i Frankrig, og hun fortsatte i begyndelsen af 2005 med at imponere og kunne trække sig ubesejret ud af Prix Penelope (Gr.3) på Saint-Cloud, inden hun måtte indkassere karrierens første nederlag i Gruppe-1-løbet Prix Saint-Alary som tredje bag Vadawina.
Men det er ikke kun helsøsteren der har skabt overskrifter, for lige nu er Hoo La Baloo nemlig selv blevet et yderst varmt navn. Unfuwain-sønnen er nemlig blevet sprunget ind, og efter at have vundet tre gange i træk over forhindringer i Frankrig er han blevet transporteret til England, hvor top-træneren Paul Nicholls har fået ham i sin varetægt. Søndag eftermiddag fik Hoo La Baloo sin første opgave i England, da han blev bragt til start i Victor Lucas Memorial Novices’ Chase over 3500 meter.
Hoo La Baloo tog straks fra start greb om tingene under Ruby Walsh, og da der manglede 400 meter af løbet var han helt alene på banen og kunne i en canter sejre med 48 længder til The RisingMoon/Tony McCoy på andenpladsen. Paul Nicholls har tidligere vundet netop dette løb med hestene Azertyuiop og My Will.
Førstnævnte udviklede sig til en superstjerne og slog blandt andet Flagship Uberalles i Queen Mother Champion Chase (Gr.1) på Cheltenham, mens 5-årige My Will er ved at udvikle sig til én af landets bedste chasere. Paul Nicholls ved dermed præcis hvad der skal til for at skabe stjerner i forhindringssporten, og meget tyder nu på at eks-Klampenborg-hesten Hoo La Baloo er på vej mod en stor karriere i England.