fbpx

The Pirate og Cut Kadet tog storløbene i Århus

De mange fremmødte på Jydsk Væddeløbsbane lørdag eftermiddag fik en flot væddeløbsdag. Vejret var godt og man blev vidne til mange rigtig gode præstationer og flere tætte opløbskampe.


– Af Henrik Brendholdt

Det var der dog overlegne sejre i dagens to højest doterede opgør. I den Jydske Vinterfavorit og 105.000 kroner blev det til en overlegen sejr til Hanne Bechmann-trænede Cut Kadet, der gav Familien Brendholdt en flot sejr i deres hjemby. Ingen i feltet var interesseret i at tage fronten fra start og derfor var Sara Slot og “det røde lyn” nød til at tage føringen i første sving.

Siden var det spil til et mål og ingen i feltet formåede sidenhen at komme i nærheden af hesten, som sejrede med 6-7 længder før en pænt afsluttende Air Force Eleven, mens Michael Sørensen-trænede Aladar også afsluttede godt til tredjepladsen. Næstfavoritten, lokale Hoffmann, brød sig ikke om den bløde og fedtede bane og kom i mål langt efter de øvrige. Med de rare 52.500 kroner i førstepræmie har Cut Kadet fået en god start på karrieren hvor den også har en andenplads i Ålborg 2-års Mesterskab i bagagen og det bliver helt sikkert en hest vi kommer til at høre mere om næste år.

Det gør vi garanteret også om 3-årige The Pirate som vandt en ligeså besnærende sejr i Dansk Mesterskab for 3-åringer. Jockey Esben Ski red et velovervejet løb og forbedrede sig frem til andenpladsen midtvejs i løbet bag længe førende Sweet Boy. Rundt opløbssvinget trak den Niels Petersen-trænede hest fra de øvrige og vandt en sikker sejr før en godt afsluttende Polemic. Tredjepladsen gik til Phoenix Moric og en hårdt arbejdende Mark Larsen, der var ridende det meste af løbet. The Pirate vandt hermed karrierens tredje sejr og har desuden en flot andenplads i Skandinavisk Mesterskab for 3-åringer, samt fjerdepladsen i Dansk Derby.

Galopdagen indledtes med et klasse 3 løb over de 1550 meter. Her tog Louise Møller og Sofie teten fra start og lod sig ikke sidenhen fange. Et flot arbejde har træner Louise Møller gjort med den vanskelige hoppe, som var opgivet af to andre trænere. Her vandt den en sikker sejr før stabile Amber Lady og en godt afsluttende Kat Dior.

De to traditionsrige løb Marselisborg og Moesgård Handicap blev også to velafviklede løb, hvor to heste i begge løb kæmpede igennem hele opløbet om sejren.

I Marselisborg Handicap imponerede de to 3-åringer Fargo og Unit One ved at distancere gode ældre heste som Breeders Love og Peer-to-Peer. Tilskuerne blev i opløbet vidne til en ubarmhjertid tvekamp, som kort før mål gav overtaget til Torben Wedel Nielsen ejede og trænede Fargo, der vandt sin anden sejr for sin nye ejer.

Også i Moesgård Handicap løb to heste side om side igennem hele opløbet. Faktisk lignede Mr Perfect og Jacob Johansen vinderen med 300 meter igen. Louise Møller fandt dog endnu et gear i blødbanespecialisten Saint Pierre, der slog kontra og kunne give sin træner og ejer John Nielsen endnu en sejr i en flot sæson.

Dagens klasse 5 løb gav sejr til Lena Nat Och Dag trænede Lot To Win, der fulgte sidste løbsdags andenplads i Klampenborg op med at sejre før stabile Desdemona mens Rational Rose sluttede pænt af til tredjepladsen. Også Lena Nat Och Dag har vundet mange løb i provinsen og glæden var også stor i vindercirklen.

Dagen sluttede af med et 1000 meter løb, hvor lynhurtige Philiann, trods en lidt kikset start kunne sejre før Tbird og lokale LB Seawing.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top