fbpx

Svenskt Oaks Trial: Hurricane Reds Déjá Vu sikrede Lennart J:r sin sejr nummer 800

Lennart J:r Reuterskiöld fik en mindeværdig sejr i Svenskt Oaks Trial fredag aften. Han sadlede nemlig sin vinder nummer 800 med en hoppe som hans mor har opdrættet, ud af en hoppe som hans lillebror Johan trænede sammen med Madeleine og Lennart S:r – og endelig efter Hurricane Red som Junior selv førte frem til sejr i Svenskt Derby og fem Gruppe-3-løb. Det kunne ikke rammes bedre.


Déjà Vu nedkæmper Lovely Spirit i Svenskt Oaks Trial. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Vinderen, Déjà Vu, tog sin anden sejr på stribe efter at have aflagt maidentitlen over 2200 meter for to uger siden.

Igen var argentinske Martin Rodriguez i bøjlerne på den fukse hoppe, som aldrig har været dårligere end femte, og som for alvor ser ud til at trives over længere distancer. Noget der tegner lovende forud for de kommende opgaver.

Om Déjà Vu så går direkte til Svenskt Oaks den 6. august, eller om Lennart J:r vælger at starte i et løb på den svenske Derbydag tre uger inden, vil indtil videre stå hen i det uvisse.

Déjà Vu vandt med en sikker længde foran Ylva Brandts Stockholm-gæst Lovely Spirit (Mor Spirit), mens staldveninden Yoyo (Charm Spirit) efter at have ført en god del af vejen til slut faldt fra i afgørelsen og blev tredje foran Tinder Girl (Swipe) og Alyade (Smooth Daddy).

Brian Wilson-trænede Macia (Wilshire Boulevard) blev slettet kort tid før hestene skulle indfinde sig i paddocken.

Førstepræmien i Svenskt Oaks Trial var 45.000 svenske kronor værd for Stall ATL.

Déjà Vu nedkæmper Lovely Spirit i Svenskt Oaks Trial. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld havde tidligere på aftenen taget sin sejr nummer 799 med Omar Zawawis Crystal Keys (Appel Au Maitre), der – også i hænderne på Martin Rodriguez – vandt Guldhandicap over 1730 meter foran Röde Baronen (Casamento) og Geoffrey (Dark Angel).

Allerede i opgøret efter Svenskt Oaks Trial fik Reuterskiöld sin sejr nummer 801 – men denne gang måtte han dele æren med Madeleine Smith.

I 3-årslöpning blev det nemlig dødt løb mellem Smiths Diamond Soul (Profitable) med Jacob Johansen og Juniors Mr Weeknd (Hallucinate) med Martin Rodriguez.

Og dermed fik Madeleine Smith to vindere med sig fra Jägersro, idet hun tidligere på aftenen også sendte 3-årige Brazen Soul (Brazen Beau) til maidensejr under Per-Anders Gråberg.

Per-Anders Gråberg efter sin sejr på ryggen af Madeleine Smith-trænede Brazen Soul. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top