Svenskt Kriterium med flere sejrsbud

På søndag skal Appel Au Maitre Svenskt Kriterium afgøres på Jägersro. Løbet blev i fjor vundet af Bettina Andersen-trænede My Fortune, og Klampenborg-træneren sadler denne gang sin nylige Basnæsvinder Goddessoffortune ud mod bl.a. Patrick Wahls Auktionsløbsvinder News Ahead og Jessica Longs overlegne maidenvinder Apple Jacks.


Goddessoffortune sejrer i Basnæsløb under Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Ni heste bringes til start i Appel Au Maitre Svenskt Kriterium, som rides over 1730 meter med en førstepræmie på 225.000 svenske kronor.

Pudsigt nok har formstærke Jacob Johansen vundet med både Goddessoffortune, News Ahead og Apple Jacks i de tre hestes seneste starter. På søndag sidder han op på sidstnævnte for samarbejdspartneren Jessica Long.

Jacob Johansen er på søndag igen i bøjlerne på Jessica Longs overlegne 2-årsdebutant Apple Jacks. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Dagen byder bl.a. også på Jockeyklubbens Avelslöpning, Valley Chapel Janos Tandaris Minne og Chirac Svenskt Kriterium Consolation.

Som løbsnavnene indikerer, er Bente og Magne Jordangers Stall Perlen igen i år hovedsponsor for Kriteriumsdagen på Jägersro, og bortset fra Jockeyklubbens Avelslöpning er samtlige opgør opkaldt efter tidligere stjerner i de blå og hvide farver – heriblandt også Amie Noire, La Zona, Appelina og Handsome Hawk.

News Ahead og Jacob Johansen nedkæmper Karla With A K med Ulrika Holmquist i Jockeyklubbens Auktionslöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top