fbpx

Svenske opdrættere i markedet på Goffs November Breeding Stock Sale

På førstedagen af Goffs November Breeding Stock Sale var opdrætterne Pernilla Nilsson og Leif Wretman i markedet for ifolede avlshopper, og det lykkedes for dem begge at sikre nyt blod til den svenske avlsbestand.


Lot 1073, Allure v. Oasis Dream blev købt i fol ved Make Believe. Foto: carolinenorris.ie.

Leif Wretman sikrede sig igennem agent Stefan Uppström lot 1073, den 10 år gamle Oasis Dream-datter Allure, som er i fol ved Ballylinch Studs Make Believe (Makfi) med termin den 4. april.

Allure har selv startet placeret og er mor til den firedobbelte italienske vinder Romerwein (The Gurkha). Desuden har hun i år en hingståring efter Australia og et føl efter Acclamation.

Allure er halvsøster til Listed-vinderen og Gruppe-3-placerede One Spirit (Invincible Spirit), som selv er mor til Gruppe-2-placerede One For Bobby (Frankel).

Mormoderen, den japanske Forty Niner-hopper Recite, er vinder som 2-årig og halvsøster til den tidligere europæiske championsprinter og succesrige avlshingst Diktat (Warning) – og det er dermed samme moderlinje som den dobbelte Gruppe-1-vinder Park Appeal (Ahonoora) og dennes søn Cape Cross og barnebarn Iffraaj.

”Det er meningen at Allure skal blive og fole i Irland, for derefter at blive genbedækket inden hun skal importeres til Sverige”, fortæller Stefan Uppström, som også tidligere på ugen købte et føl efter Mehmas.


Lot 1096, Levanto (Lawman) blev købt for 15,000 euro og er i fol ved Lucky Vega. Foto: FZA.

For Pernilla Nilsson faldt valget på lot 1096, den 12-årige hoppe Levanto (Lawman), der er i fol ved Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Lucky Vega (Lope De Vega) med termin den 25. marts.

Levanto var en glimrende løbshoppe der vandt tre af sine 10 karrierestarter og opnåede en OR på 104, svarende til 92 i skandinavisk handicap.

Det klarede hun bl.a. igennem to sejre over 2400 meter i handicapsammenhæng på The Curragh, samt en fjerdeplads i Listowel Stakes (L).


Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Lucky Vega indledte i 2022 avlskarrieren på Irish National Stud til en bedækningstakst på 15,000 euro.

I stutteriet har Levanto hidtil produceret tre vindere ud af fire startende afkom, heriblandt 4-årige Offiah (New Bay), som nu er eksporteret til Hong Kong og har ændret navn til Great Brilliant.

Et andet afkom, 3-årige Adjuvant (New Bay), har vundet tre gange for Michael Bell med en OR på 91.

Levanto er også mor til 3-årsvinderen Silvertown (Make Believe) med 80 i handicap, samt en hoppeåring efter Make Believe hos Willie McCreery og et hoppeføl på Ballylinch Stud efter Arc-vinderen Waldgeist (Galileo).

Levantos mor Crossbreeze (Red Ransom) er ud af Rose Bowl Stakes (L)-vinderen Crystal Crossing (Royal Academy) og halvsøster til bl.a. den europæiske Championstayer Rule Of Law (Kingmambo).

I modsætning til Leif Wretmans nyerhvervelse skal Levanto direkte fra Irland til Sverige efter Goffs November Breeding Stock Sale.

Auktionen over avlshopper fortsætter lørdag i Kildare.


Avlshopper i paraderingen på Goffs fredag aften. Foto: FZA.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top