fbpx

Superproduceren Miss Fyns Tivoli er død

Mandag morgen mistede dansk galopsport en af sine absolut mest markante avlshopper, da 18-årige Miss Fyns Tivoli (Saville Row) afgik ved døden på stutteriet hos Nina Falck og Gert Larsen på Fyn. Miss Fyns Tivoli var i fol ved Most Welcome og beregnet til at fole om en måned.


“Hun lå livløs i boksen her til morgen, og den efterfølgende obduktion viste at hun døde på grund af et sprængt blodkar. Vi har haft hende i 15 år, siden hun afsluttede sin 3-årssæson, og hun skulle have folet sit niende føl i februar”, fortæller en slukøret Gert Larsen til galopsport.dk.

Miss Fyns Tivoli vandt tilbage i 1992 Dansk Avlsløb på Klampenborg, og efter tredjepladser i både Dansk Opdrætningsløb, Produce Stakes og Fyns 2-års Grand Prix, samt fjerdepladsen i Dansk Kriterium, opnåede hun en indtjening nærved 200.000 danske kroner.

Selv om hun var en god væddeløber, var det dog i avlsboksen hun for alvor slog sit navn fast. Hendes første afkom Amusement (Final Appearance) vandt sin eneste start som 2-årig og som 3-årig vandt hun Derby Trial Stakes med 22 længder og blev siden anden i både Dansk Derby og Svenskt Oaks.

Amusements helsøster Athene var ligeledes et stort talent, og efter en sen start på karrieren opnåede hun ligesom sin søster en andenplads i Dansk Derby, hvorefter hun blev tredje i Dansk Oaks. Som 4-årig var Athene endnu bedre og hun sejrede i to af Klampenborgs store hoppeopgør, Primatico Hoppeløb og Sceptre Stakes.

I 2006 stjal Miss Fyns Tivoli igen overskrifterne, denne gang med 2-årige Airboss (Richard Of York), der viste en fart som ingen af hans halvsøskende formåede. Airboss vandt Dansk Kriterium i sin blot anden start og blev dermed Miss Fyns Tivolis første 2-årige storløbsvinder. Airboss havde en skuffende klassisk sæson i fjor, men han matches nu imod Dansk Breeders’ Cup i maj, hvor han skal forsøge at forbedre Athenes tredjeplads fra 2005 bag Funny Legend.

Sidste skud på stammen af Miss Fyns Tivolis afkom er 2-årige Poseidon (Funambule), der ejes af Stald Ras og er gået i træning hos Søren Jensen, der ligeledes havde både Amusement, Athene, Medusa og Airboss i sin varetægt.

Mette Kobberød, Nina Falck og Gert Larsen har heldigvis muligheden for at videreføre Miss Fyns Tivolis stærke evner fremover, idet de fik Athene tilbage på stutteriet efter endt løbskarriere, og hoppen venter i år sit første føl efter den svenske avlshingst Songline.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top