fbpx

Stutteri Poulsensminde takker af efter 48 år

Siden 1975 har Stutteri Poulsensminde i det nordlige Jylland opdrættet fuldblodsheste, og blandt de ypperste navne findes Gruppe-3-vinderen Hovman, Derby- og St. Leger-vinderen Lights Out og Jyllandsløbsvinderen Speedman. Nu tvinger sygdom ægteparret Lisbeth og Jens Peter Christensen til at indstille driften, og de sælger blandt andet moderen til Speedman.


“Jeg har fået konstateret en uhelbredelig kræftsygdom, og vi må efter 48 år som opdrættere desværre sige stop”, fortæller Jens Peter Christensen, der både som ejer og opdrætter har opnået mange, store resultater.

Stutteri Poulsensmindes navn brændte for alvor igennem i begyndelsen af det nye millennium, da den hjemmeopdrættede Kateb-søn Hovman først vandt fire af sine seks starter som 2-årig i Johnny Reimers træning.

Lisbeth og Jens Peter Christensen ejede også fortsat hesten da han som 3-årig vandt Jyllandsløbet og var ganske kort slået i Svenskt Derby. Sidenhen blev Hovman solgt til norske Stall Gammel Dansk for hvem han bl.a. vandt Polar Cup (Gr.3), og senere hen opsnappede Cathrine Erichsen også helbroderen Lights Out, der i sin forrygende karriere blev en af de få danskopdrættede vindere af Norsk Derby.

Herover ses Stutteri Poulsensminde-opdrættede Hovman vinde Pokalløb (L) på Klampenborg i 2005. Foto Burt Seeger.

Den danske gren af moderlinjen udspringer fra Bechmann Studs Viking-hoppe Skee The Feen, der blev født på familiens Waresley Park Stud i England, men som fik en fremgangsrig væddeløbskarriere som ældre hoppe i Danmark.

Skee The Feen vandt 10 løb og var bl.a. placeret anden i Sceptre Stakes på Klampenborg. Hun blev siden mor til førnævnte Hovman og Lights Out, samt til Superman, der vandt Dansk St. Leger, og til Hackman som bl.a. vandt Basnæsløb og var tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Og så fik Skee The Feen også de to døtre, som sidenhen har bragt linjen videre.

Fine Paladine (Palatal), en helsøster til St. Leger-vinderen Superman, blev mor til 2-årsvinderen og Kriteriums-3’eren Go Fine Go; til Hitman, der var anden i i Vinterfavoritternes Ærespræmie og tredje i Dansk St. Leger; og til tre øvrige vindere inklusiv den norske Oaks-2’er Rosa (Nobileo), hvis første føl – en hoppe efter Appel Au Maitre – nu er to år gammel.

Den anden af Skee The Feens døtre som fører blodet videre er Feens Red Daughter – moderen til Speedman, Speedgirl og én af sidste sæsons prominente 2-årshopper, Birgitte Nielsen-trænede Go Go Surprise.

Speedman – vandt ligesom sin mors halvbror Hovman – Jyllandsløbet i Stutteri Poulsensmindes farver. Foto: Ole Hindby.

“Vi ejer stadigvæk Go Go Surprise, og hende beholder vi med håbet om, at se hende vinde Jyllandsløbet ligesom hendes storebror Speedman og onkel Hovman“, fortæller Jens Peter Christensen.

Til gengæld sælger Stutteri Poulsensminde nu Skee The Feens to tilbageværende afkom, 13-årige Feens Red Daughter (Cajun Cadet) og 19-årige Fine Paladine (Palatal).

Feens Red Daughter fik i fjor et hoppeføl efter Gruppe-1-vinderen Girolamo (Dai Jin), som nu også er til salg, og begge Poulsensminde-hopper blev i fjor sat i fol ved netop Girolamo.

Ved interesse for at viderebringe én af de bedste og mest vindende danske moderlinjer i nyere tid, kan Lisbeth og Jens Peter Christensen kontaktes på telefon +45 98 37 80 34.

Ejer/opdrætter Jens Peter Christensen med Go Go Surprise efter sejren i Christina Degn Gerlings Mindeløb – Stayerprøven i 2022. Foto: Ole Hindby.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top