fbpx

Slava Ukraini meldt i to Gruppe-1-løb på World Cup-dagen

Dubai Racing Club har mandag publiceret listen over nominerede navne til World Cup-dagen på Meydan den 30. marts. 868 individuelle heste fra 19 forskellige lande er meldt til de otte Gruppeløb, og på listen findes også Stald Handshakes Derbyvinder Slava Ukraini, som både er meldt i Dubai Turf (Gr.1) og Dubai Sheema Classic (Gr.1).


Slava Ukraini i Meydans paddock under Dubai-opholdet i 2023. Foto/Copyright: Erika Rasmussen.

Begge opgør rides på græs, men over hver sin distance. Dubai Turf (Gr.1) er over 1800 meter med en samlet præmiesum på 5,000,000 USD, mens Dubai Sheema Classic (Gr.1) er over 2400 meter med 6,000,000 USD i puljen.

Om Slava Ukraini (Moohaajim) så også finder vej til Dubai på World Cup-dagen er et åbent spørgsmål, men håbet er endnu lysegrønt.

Det er i første omgang planen, at sidste års danske Derbyvinder i midten af februar flyves fra sit nuværende træningsophold i Chantilly til Riyadh, hvor han er inviteret til start i Saudi International Handicap over 2100 meter græs.

Løbet rides den 24. februar – nøjagtig på to-års dagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Såfremt Slava Ukraini leverer et ekstraordinært resultat i Riyadh, er en start på World Cup-dagen pludselig ikke så langt væk.

Hverken i teorien eller i praksis.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top